Nato-chef siger, at den optrappede støtte til Tyrkiet er besluttet, inden Tyrkiet skød russisk kampfly ned.

Bruxelles: Nato-landene vil optrappe den militære støtte til Tyrkiet og iler nu deres Nato-allierede til undsætning med flere fly og skibe.

Før et udenrigsministermøde, der starter i Bruxelles tirsdag eftermiddag, siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, at "vi vil arbejde på flere tiltag for at sikre Tyrkiets sikkerhed".

Han siger dog samtidig, at den optrappede støtte ikke er udløst af krisen efter Tyrkiets nedskydning af et russisk kampfly tirsdag i sidste uge.

- Vi har styrket luftforsvaret over Tyrkiet i adskillige år, og vi har besluttet at adressere behovet for at støtte Tyrkiet før hændelsen i sidste uge. Så det har været på dagsordenen i lang tid, siger Stoltenberg.

Han siger, at Spanien stiller med et Patriot-luftforsvarsbatteri til afløsning for et amerikansk system, der trækkes hjem.

Til gengæld sender USA og Storbritannien flere fly, mens Tyskland og Danmark sender flådefartøjer. Fra Danmark bliver det piratjægeren Absalon, der sendes fra Det Indiske Ocean til Middelhavet.

- Alt dette er relevant for Tyrkiet - det er en del af sikkerhedstiltagene for Tyrkiet - og jeg forventer også, at de allierede kommer med nye beslutninger om flere bidrag i de kommende uger, siger Stoltenberg.

Han understreger samtidig, at "fokus bør være på at nedtrappe" krisen efter den tyrkiske nedskydning af det russiske kampfly ved at "skabe mere forudsigelighed og gennemsigtighed, så vi undgår den slags hændelser i fremtiden".

Tyrkiet anmodede i oktober Nato om at øge den militær tilstedeværelse, efter at Rusland havde interveneret militært i Syrien og flere gange havde krænket tyrkisk luftrum.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) siger før mødet i Bruxelles, at han ikke tror, at krisen udløser en militær konflikt mellem Tyrkiet og Rusland.

- Men det er en optrappet situation, både i forhold til Rusland og i forhold til Syrien og Irak. Derfor har der været et ønske om, at Nato skulle være mere til stede i Middelhavet, siger han.

/ritzau/