Trods Tyrkiets klare udmelding om, at et russisk kampfly blev advaret inden nedskydning, fastholder overlevende navigatør, at flyet opførte sig helt efter reglerne. Nu frigiver Tyrkiet lydoptagelser.

RUSLAND: Et af de helt centrale spørgsmål, der trænger sig på efter den tyrkiske nedskydning af et russisk kampfly tirsdag, er, om flyet fløj ind i tyrkisk luftrum, da det blev skudt ned.

Ifølge Rusland er det ikke tilfældet. Flyet blev skudt ned over Syrien, lyder det. Stik modsat oplyser Tyrkiet, at det russiske kampfly blev advaret ti gange på fem minutter, inden det blev skudt ned af tyrkiske F16-fly, fordi det krænkede tyrkisk luftrum.

Nu fortæller navigatøren om bord på det russiske fly, Konstantin Murakhtin, sin version af nedskydningen til det russiske nyhedsbureau TASS. Ifølge ham var der ingen advarsler fra Tyrkiet, hverken på flyets radio eller visuelt.

»Hvis de (tyrkerne, red.) ønskede at advare os, kunne de have vist sig ved at tage en parallel kurs. Der var ingenting. Og missilet ramte halen på flyet pludseligt. Vi så det ikke i tide til at lave en undvigemanøvre,« siger han til TASS ifølge Reuters.

Konstantin Murakhtin er angiveligt i Syrien på et hospital i Latakia-provinsen, hvor Rusland har en militærbase. Piloten om bord på flyet blev angiveligt skudt og dræbt af oprørere, imens han fløj mod jorden i sin faldskærm, oplyser Reuters.

Ifølge Tyrkiet blev kampflyet af typen Sukhoi Su-24 gentagne gange beordret til at skifte kurs, efter det havde krænket tyrkisk luftrum.

Senest har det tyrkiske militær onsdag aften frigivet det, som det hævder er en lydoptagelse af netop en advarsel til et russisk kampfly, før det bliver skudt ned nær den syriske grænse.

På optagelsen kan man høre en stemme, der siger »ændr din kurs«, skriver Reuters.