Republikaneren Newt Gingrich ventes inden længe at droppe sit præsidentkandidatur og pege på favoritten Mitt Romney.

Republikaneren Newt Gingrich opgiver kampen om at blive USAs næste præsident. Det oplyser CNN efter at have talt med kilder tæt på Gingrich.

Ifølge CNN vil Gingrich i næste uge erklære sin støtte til favoritten Mitt Romney og dermed officielt trække sig ud af kampen om præsidentposten.

Newt Gingrich ventes inden for kort tid selv at komme med en officiel erklæring om sin beslutning.

Det er længe været ventet, at Gingrich ville sige farvel og tak. Mitt Romney fører overbevisende med sine i alt 844 delegerede, og hans tætteste udfordrer - Rick Santorum med 260 delegerede - Santorum droppede for nyligt sit kandidatur.

Derefter var der reelt kun Gingrich tilbage med sine 137 delegerede, men også han smider altså nu håndklædet i ringen. Den eneste tilbageblivende udfordrer til Romney er Ron Paul, som dog kun har samlet 79 delegerede bag sig. Det kræver i alt 1.144 delegerede at sikre sig den republikanske nominering til præsidentvalget.



Romney vandt i nat dansk tid flest stemmer i staterne Connecticut, Delaware, Pennsylvania, Rhode Island og New York, og føler sig sikker på at blive Obamas udfordrer ved det endelige præsidentvalg 6. november.

- Efter 43 nomineringsvalg og primærvalg kan jeg sige med sikkerhed, at I har givet mig en stor ære og et solidt ansvar, og sammen vinder vi 6. november, sagde Romney i sin sejrstale.

BNB