Den folkekære norske country-artist, Liv Marit Wedvik, er død i en drukneulykke.

Det bekræfter Agder Politidistrikt over for avisen VG.

Ulykken skete ved Moen Camping i Risør i det sydøstlige Norge.

Den 45-årige sanger, som var kendt for sin musik samt diverse tv-optrædener, blev lørdag morgen fundet livløs i vandet af en tilfældig forbipasserende, som slog alarm med det samme, oplyser politiet.

»Der blev foretaget et genoplivningsforsøg, men hun blev erklæret død på stedet,« siger Martin Ugland, der er operationsleder hos Agder Politidistrikt.

Politiets formodning er, at Liv Marit Wedvik faldt i vandet, da hun ville gå ned til båden, hvor hendes ægtemand lå og sov.

Der er ingen indikationer på, at der er sket noget kriminelt, oplyser Martin Ugland til VG:

»Vi har ingen grund til at tro, at dette er andet end en tragisk ulykke. Kvinden er faldet i vandet fra land. Nu vil efterforskningen vise, hvad der er sket,« siger operationslederen.

Liv Marit Wedvik skulle have været med i et kommende tv-show på norske TV2. Hun debuterede med sit album ’Then He Kissed Me’ i 2003 og har i en årrække turneret rundt i Norge. Derudover har hun blandt andet deltaget i tv-programmet ’Skal vi danse’.

Hun efterlader sig to døtre fra et tidligere forhold.