De norske myndigheder har ikke bedt om at få skruet op for grænsekontrollen for folk, der skal fra Danmark til Norge. Flere færgepassagerer har været tæt på at strande i Danmark, fordi færgeselskaber har indført paskontrol.

NORGE: Den skærpede grænsekontrol i Norge, som følge af den aktuelle terrortrussel mod landet, har lørdag ramt flere rejsende, som er på vej hjem til Norge fra Danmark.

Den norske avis VG skriver, at to norske familier og et helt fodboldhold blev afvist, da de skulle om bord på Oslo-færgen i Frederikshavn, fordi de ikke kunne fremvise pas.

Det endte med, at kaptajnen forbarmede sig over de strandede nordmænd, da de kunne fremvise kørekort. Men faktisk kunne hele situationen være undgået, da norsk politi ikke har bedt om, at der udføres kontroller på dansk jord.

»Vi her i Norge laver de her kontroller baseret på efterretning, analyse og kortlægningsarbejde her til lands. Vi har ikke bedt andre lande eller stater om at hjælpe os med dette arbejde,« siger sektionschef i det norske politidirektorat John Ståle Stamnes til NRK ifølge DR.

Han slår fast, at de norske myndigheder hellere selv vil stå få den skærpede kontrol, og det er blevet kommunikeret videre til blandt andre de danske myndigheder.

»Nu har vi korrigeret, og vi arbejder på at korrigere efter bedste evne, så denne praksis også fæstner sig i Danmark og Sverige. Særligt i Danmark, som vi har fået mange henvendelser fra,« siger John Ståle Stamnes.

Det er ikke kun færgeselskabet Stena Line, der på egen hånd har strammet kontrollen på afgangen fra Frederikshavn til Oslo. Også Fjord Line, som sejler mellem Hirtshals og Norge, har skruet op for sikkerhedsniveauet.

Den norske sikkerhedstjeneste har ifølge norsk TV2 nævnt mandag - afslutningen på Ramadanen - som dagen for et muligt terrorangreb mod Norge.