Den norske sanger og rapper Dutty Dior er død.

Det bekræfter pladeselskabet Warner Music over for det norske medie VG.

»Vores tanker er hos hans familie og nærmeste,« lyder det fra den daglige leder Leif O. Ribe.

Kristoffer Castin Åman – som er kunstnerens borgerlige navn – blev 27 år.

Dødsårsagen oplyses ikke.

Dutty Dior fik i 2019 et kæmpe hit med sangen 'Hallo', der blev til sammen med musikerkollegaen Isah.

Ifølge VG er det »et af de største norske hit i nyere tid«.

Blandt andet vandt sangen prisen P3 Guld i Norge, mens den har haft over 33 millioner afspilninger på Spotify.

Så sent som sidste år udgav Dutty Dior sit tredje album, og ifølge Ticketmaster skulle han have spillet på festivalen Kadetten til sommer.