Flyselskabet Norwegians aktie er faldet 4,5 procent mandag morgen. Det skriver det norske erhvervssite E24.

Det sker efter, hovedaktionæren HBK Holding har indgået aftaler om at sælge ud af dets såkaldte tegningsretter i forbindelse med en stor aktie-emission i det norske flyselskab.

Flyselskabet er i økonomiske problemer og håber, at man ved at øge antallet af aktier i selskabet på sigt kan skaffe flere penge.

Emissionen skal skaffe penge til selskabet, og de nuværende ejere har førsteret til at købe aktierne, når de bliver udbudt til salg, men kan altså også vælge at sælge tegningsretterne.

Men hovedaktionæren HBK Holding melder mandag morgen, at de er klar til at lade udefrakommende købere købe de aktier, de ikke selv ønsker at købe i selskabet i forbindelse med aktieudvidelsen.

Norwegian har tidligere på året meldt ud, at de håber på at hente tre milliarder norske kroner i forbindelse med den kommende emission.

De udefrakommende købere har forpligtet sig til at investere for 500 millioner norske kroner, som går til købet af tegningsretter til aktierne og købet af aktierne i Norwegian, skriver erhvervssitet E24.

Prisen på tegningsretten til aktierne bliver på cirka 70 procent af den værdi, aktierne har, når emissionen finder sted. Det forventes at ske i dag, mandag.