Omkring 100 asylansøgere har måttet søge ly i en kirke i Malmø. Myndighederne kan ikke længere garantere dem tag over hovedet. Hvad blev der af de åbne hjerter? Statsministeren siger, at de nye stramninger smerter ham. Mens nogle glæder sig og tænker »endelig«, er der andre, som græder.
Muhammed er en af dem, der ikke var plads til. En af dem, der ikke længere kan garanteres tag over hovedet.
På denne dag, hvor Sveriges regering igen desperat forsøger at bremse en enorm strøm af flygtninge, er han selve billedet på det markante kursskifte i svensk politik.
Den unge 18-årige afghaner med det milde ansigt og det brede smil har været undervejs på flugt i over en måned, før han nåede endestationen: Det hjertevarme svenske velfærdssamfund, som nu har registreret ham og taget hans fingeraftryk.
Men der er sket meget på en måned.
I tre dage måtte Muhammed sammen med en gruppe jævnaldrende landsmænd overnatte på fortovet foran asylmyndigheden Migrationsverket i Malmö. Og i de efterfølgende tre har han sovet på en bænk i Sankt Johannes Kirken i udkanten af byen.
Kirken slog dørene op, da regeringen i Stockholm for nylig på dramatisk vis meddelte, at Sverige ikke længere kan sikre asylansøgere et sted at bo.
Den første nat var der omkring 80 overnattende mænd og en enkelt kvinde i kirken – på bænke og madresser på gulvet. Natten til onsdag var de over 100.
En mindre gruppe EU-migranter, som for nylig fik deres romalejr ryddet i udkanten af Malmø, har i kulden sluttet sig til kirkelyet.
»Ventetiden er hård, vi mangler noget at spise og har ikke fået et bad i mange dage,« siger Muhammed. »Men vi håber det bedste, og er taknemmelige for, at vi ikke længere skal sove på gaden.«
I kirken er der plads til alle. Som præsten, Per Kristiansson, siger, så var Jesus og hans familie også flygtninge. Og i søndags prædikede han om næstekærligheden over skriftstedet, som ligger så dybt i folkesjælen:
»Jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig...«
Men Sverige er i gang med at vende rundt. 180 grader. Så sent som i april sagde statsminister Stefan Löfven (S) i et interview, at der er ikke findes noget loft over, hvor mange flygtninge, Sverige kan tage imod. Det handler om mennesker og en historisk alvorlig flygtningesituation.
Hans forgænger, den borgerlige Fredrik Reinfeldt, bad svenskerne åbne deres hjerter og sagde efter en flyvetur over det store land, at der jo er plads nok i Sverige.
Tirsdag præsenterede samme Löfven en ny buket af asylstramninger, som har til formål at få flygtninge til »at søge asyl i andre EU-lande end i Sverige« og »kraftigt reducere antallet af asylansøgere i Sverige.«
»Det smerter mig, at Sverige ikke længere kan klare at tage imod asylansøgere på det samme høje niveau,« sagde han på pressemødet i Rosenbad.
Ved siden af ham stod lederen af det lille regeringsparti, Miljöpartiet, Åsa Romson, og var voldsomt berørt. Tårene pressede sig på, da klimaministeren sagde, at det havde været nogle frygtelige beslutninger at tage. Det lille grønne parti har i regeringen kæmpet hårdt for, at de tusinder af uledsagede børn under 18 år, som i stigende antal kommer til Sverige, skulle sikres en permanent opholdstilladelse. Nu bliver den med regeringsforlaget midlertidig – også for dem. Hvordan vil partikammeraterne mon reagere på stramningerne, blev Åsa Romson spurgt.
»Med chok. Præcis som mange mennesker rundt om i Sverige. Jeg tror, at dette vil forårsage en chokbølge i Europa.«
Fra konsensus til konflikt
Bølgen er indtil videre udeblevet. Tværtimod er der udbredt forståelse for den alvorlige svenske situation i EU-landene længere mod syd.
Til gengæld er grænsen nået for, hvad Miljöpartiet kan være med til, og den eneste grund til, at partiet ikke allerede har forladt regeringen, er, at det vil betyde endnu værre stramninger, sagde Romson på pressemødet. De borgerlige partier vil gå videre, og står parat med forslag, der vil bremse endnu mere op. Og Sverigedemokraterna har samlet over 100.000 underskrifter for en folkeafstemning om Sveriges asylpolitik.
Mandag aften var partileder Jimmie Åkesson på besøg i Malmø med budskabet om, at den svenske grænse skal lukkes helt for asylansøgere. Blandt de omkring 500 tilhørere på det gamle dansested Törringelund nogle få kilometer fra Sankt Johannes Kirke var der ifølge avisen Sydsvenskans udsendte en udpræget »hvad-sagde-vi«-stemning ved udsigten til nye asylstramninger fra regeringen.
Åkesson fortalte blandt andet, at partiet nu lancerer en reklamefilm, som skal vises i Mellemøsten, hvor potentielle flygtninge får at vide, at der ikke er noget sted at bo for flygtninge i Sverige, og at der i øvrigt er både koldt og ubehageligt at være.
Fra at være et emne, der skabte bred konsensus om åbne hjerter og åbne grænser, er udlændingepolitikken i løbet af få måneder blevet det vigtigste konfliktområde i den svenske rigsdag.
»Sverige har været et lys i mørket dette efterår. Men i dag blev det slukket,« sagde lederen af Vänsterpartier Jonas Sjöstedt – Enhedslistens søsterparti, som reaktion på stramningerne.
Grænsen for hjælp er nået
Når de unge afghanere ikke sover på bænkene i Sankt Johannes Kirken, så venter de. Venter og venter. Klokken otte om morgenen kommer en bus og kører dem fra kirken til et telt foran Migrationsverkets kontor i bydelen Jägersro.
Her er der intet ud over nogle træbænke og et varmeapparat. Asylsøgerne fordriver tiden med deres telefoner, de snakker og varmer hinanden. Rundt om står de stribede plastictasker med de få ejendele, de har med. Sverige var endemålet, nu sidder de uden tag over hovedet og uden udsigt til permanent opholdstilladelse. Regeringens håb er, at rygtet spreder sig blandt de tusinder, der er på vej.
»Folk, som kommer hertil, må være forberedte på at løse deres boligsituation på egen hånd. Vi har nået grænsen,« sagde justitsminister Morgan Johansson for nylig.
Men hvad er reel mangel på boliger, og hvad er et forsøg på at få Sverige til at fremstå som et mindre attraktivt asylland.
På to måneder har Sverige været i stand til at tage imod 80.000 asylansøgere. Så hvorfor er der ikke plads til lige præcis Muhammed og de hundrede andre i kirken?
Præsten Per Kristiansson fra kirken i Malmø tager imod asylansøgerne, når Migrationsverket sidst på eftermiddagen ringer til ham og beder om husly. Og han undrer sig.
»Det er mærkeligt, at myndighederne siger, at de ikke kan klare at huse dem. Og hvis ikke Migrationsverket kan, er der så ikke en anden offentlig myndighed, der kan,« spørger præsten, som ikke kan tro om sine svenske medborgere, at de hjemløse asylansøgere kan være havnet i et politisk spil.
»Man kan jo ikke bruge mennesker til at føre signalpolitik. Det tror jeg ikke om vores svenske samfund. Det er frygteligt, hvis det er sådan,« siger han.
Om der skal flere kirker i brug, og hvornår der skaffes boliger til asylansøgerne i kirken, ved han ikke.
