Man mente, at Anne Frank og hendes familie blev forhindret indrejse af USA af de amerikanske myndigheder. Men forklaringen på familiens forbliven i Holland viser sig nu at være en ganske anden.

En ny brik er føjet til puslespillet om den jødiske pige Anne Franks skæbne i nazitiden. Man mente, at familien Franks ansøgning om at komme til USA fra Holland blev afvist af de amerikanske myndigheder. Det passede sådan set meget godt med den generelle historie, for langt de fleste jødiske flygtninge blev afvist af USA i 1930erne og 1940erne og endte derfor i nazistiske dødslejre.

Men et nyt studium fra Anne Frank Huset i Holland viser, at sådan gik det ikke til.

Historikere fra museet udsendte for få dage siden en rapport, der viser, at Frank-familiens ansøgning aldrig nåede frem til de rette amerikanske myndigheder. Familien bestod af Anne, søsteren Margot og forældrene Otto og Edith. Kun Otto overlevede.

Ifølge rapporten er hændelsesforløbet, skriver avisen Jerusalem Post, som følger:

»Selv om USA langt fra gavmild med hensyn til at slippe jødiske flygtninge ind i landet, så er det klart, at Otto, Edith, Margot og Anne Frank ikke blev nægtet indrejse i USA.«. Hvad der skete var, at på grund af krigens nærhed og de mange flygtninge, så blev familiens »immigrationsansøgning til det amerikanske konsulat i Rotterdam aldrig behandlet.«

Behandlingen trak ud og det amerikanske konsulat blev bombet i maj 1940, hvorved familiens ansøgning blev tabt og familien søgte ikke igen.

I litteraturen om Anne Frank er det ofte anført, at familien blev afvist af de amerikanske myndigheder, men denne påstand kan nu afvises.

Otto Franks ven i USA, Nathan Strauss, søgte at hjælpe familien til USA, men hans forsøg blev vanskeliggjort af, at USA lukkede alle tyske konsulater, hvorefter Tyskland lukkede de amerikanske konsulater i det besatte Europa.

Derefter overvejede Otto Frank at flygte til USA via Cuba, som mange andre jøder, men den plan blev forhindret, da USA gik ind i krigen efter japanernes angreb på Pearl Habor i 1941. Først da gik familien i skjul, hvorfra de blev opdaget og sendt til kz-lejr.

Uvilligheden til at modtage jødiske flygtninge var ikke kun gældende for USA, men også for de fleste europæiske lande. Således var Danmark også uvillig til at modtage jødiske flygtninge og 20 blev udvist til den sikre død i nazistiske lejre. Det var en politik, som fhv. statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gav en offciel undskyldning for i 2005.