Ny Taleban-leder: Kampen mod vore fjender fortsætter
AFGHANISTAN: Den nye leder af Taleban, Mullah Akhtar Mohammad Mansoor, opfordrer i sin første udtalelse til sammenhold i organisationen.
»Vi skal stå sammen. Vores fjender vil prise sig lykkelige for splittelse i vores rækker,« lyder det i en lydoptagelse, der ifølge nyhedsbureauet AP er blevet offentliggjort lørdag.
Mansoor overtog lederskabet af Taleban, efter at den tidligere leder, Mullah Mohammad Omar, onsdag blev meldt død.
Talebans nye leder lover i lydoptagelsen at fortsætte bevægelsens næsten 14 år lange oprør mod afghanske magthavere.
Taleban trak sig fredag fra de igangværende forhandlinger om en fredsaftale mellem bevægelsen og det afghanske styre, skriver AP.