Er du bekymret for, om du har kræft? Så må du i dag bestille en tid hos lægen. Men i fremtiden kan du måske få svaret helt uden at bevæge dig uden for din dør.

Forskere har nemlig udviklet en ny spyttest, som på blot ti minutter kan afsløre, om du har cancer. Det skriver Mirror.

Testen er angiveligt så simpel, at du kan få foretaget den hos tandlægen - eller endda kan ordne det helt selv. Ved hjælp af en enkelt dråbe spyt kan testen afsløre, om der er fragmenter af DNA fra en tumor i kroppen.

Indtil videre er testen blevet afprøvet på lungekræftpatienter, og ifølge eksperter virker den ’næsten perfekt’, skriver Mirror.



Den ledende forsker, professor Davic Wong fra University of California, anslår, at testen kan være tilgængelig på det britiske marked i slutningen af dette årti. Og så koster den ikke mere end 15 pund, svarende til knap 150 kroner.

I dag kan lægerne først stille diagnosen kræft, efter at patienten har fået foretaget en biopsi, og vævsprøven er blevet undersøgt. Ifølge Kræftens Bekæmpelse går der som regel mellem syv og ti dage, før patienten kan få svar på, om der er tale om kræftceller.