Politiet har anholdt 235 personer under de voldsomme uroligheder i Baltimore i USA, efter den sorte mand Freddie Gray døde i politiets varetægt. Præsident Obama opfordrer til selvransagelse blandt politibetjente - og i hele landet.

USA: Borgerne i Baltimore vågnede tirsdag op til en by mærket af de voldsomme uroligheder, der mandag kulminerede med, at 15 bygninger og 144 køretøjer blev sat i brand i byens vestlige del. Samtidig er 235 personer blevet anholdt, oplyser myndighederne i den amerikanske by, der ligger i delstaten Maryland, ifølge Reuters.

Mindst 20 politibetjente blevet såret under kampe med demonstranter. Ifølge nyhedsbureauet AP er en betjent i kritisk tilstand efter en af brandene.

Årsagen til urolighederne er den 25-årig sorte mand Freddie Grays død. Han døde 19. april i politiets varetægt på grund af en skade på rygsøjlen, som han pådrog sig, da han blev anholdt.

Adskillige demonstranter har siden hen været på gaden i Baltimore for at protestere over politiets hårdhændede behandling af den unge mand. Tirsdag udtaler præsident Barack Obama, at politibetjente i hele landet må foretage en »selvransagelse« og overveje, hvordan de behandler afroamerikanere.

»Der er nogle betjente, der ikke gør det rigtige,« siger Obama og uddyber:

»Vi kan ikke bare overlade det her til politiet. Jeg tror, der er nogle politistationer, der må foretage en selvransagelse. Jeg tror, der er nogle samfund, der må foretage en selvransagelse. Og jeg tror, at vi som et land må foretage en selvransagelse. Det er ikke et nyt problem. Det har stået på i årtier.«

Demonstrationerne var i løbet af ugen forholdsvis fredelige, men fra søndag begyndte flere demonstranter at tage vold i brug rettet mod blandt andet politibiler og bygninger.

Mandag aften valgte Marylands guvernør, Larry Hogan, at erklære staten i undtagelsestilstand på grund af urolighederne. Baltimores borgmester, Stephanie Rawlings-Blake, har samtidig indført et natligt udgangsforbud, mens alle skoler i byen tirsdag har været lukket.

I løbet af tirsdagen er personel fra Nationalgarden rykket ind i byen og har blandt andet taget opstilling foran politistationen, hvor Freddie Gray blev kørt hen efter sin anholdelse.

Freddie Gray er den seneste i rækken af sorte mænd, der er døde som følge af at have været udsat for en hårdhændet behandling af politiet. Dødsfaldene har forårsaget et ramaskrig i USA, fordi mange opfatter hændelserne som en hårdhændet og uberettiget magtanvendelse mod sorte amerikanere.