USAs præsident, Barack Obama, fordømmer drabet på to politibetjente i New York.

USA: Der er ikke noget, der kan retfærdiggøre drabet på to politibetjente i New York lørdag.

Det siger den amerikanske præsident, Barack Obama, efter han har fået nyheden om det koldblodige angreb på to betjente, der blev skudt og dræbt, mens de sad i deres patruljevogn i bydelen Brooklyn.

»Jeg fordømmer ubetinget lørdagens drab på to betjente i New York,« lyder det fra præsidenten i en pressemeddelelse, skriver Washington Post.

Efter overfaldet løb gerningsmanden mod en nærliggende undergrundsstation, hvor han vendte våbnet mod sig selv.

Gerningsmanden er ifølge Washington Post blevet identificeret som 28-årige Ismaaiyl Brinsley, der er registreret for en lang række af lovovertrædelser - blandt andet røveri og at skjule et våben.

Brinsley gik angiveligt op til siden af patruljevognen, hvor han fra fortovet skød ind gennem ruden og ramte de to betjente i hovedet, før de kunne reagere.

Ismaaiyl Brinsley havde et par timer forinden skudt og såret sin kæreste i byen Owings Mills cirka tre timers kørsel syd for New York.

Efter skyderiet rejste Brinsley mod New York og skrev på sin færd på det sociale media Instagram, at han ville dræbe politibetjente som hævn for de to sorte amerikanere Michael Brown og Eric Garner, der mistede livet som følge af konfrontationer med politiet.

»Jeg vil give svin (slang for betjente, red.) vinger på i dag,« skrev Ismaaiyl Brinsley på Instagram ledsaget af et billede af en pistol.

»De tager en af vores ... lad os tage to af dem,« skrev han videre.

Beskeden om truslen blev givet videre til politiet i New York, hvor man kunne spore, at Ismaaiyl Brinsley var rejst til. Men her var det for sent.