FRANKRIG: I selskab med den franske præsident, Francois Hollande, og Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, besøgte USAs præsident, Barack Obama, spillestedet Le Bataclan, hvor 90 mennesker omkom, da Paris blev ramt af blodige terrorangreb 13. november.

Obama lagde en hvid rose foran spillestedet, skriver BBC. Bagefter stod han i stilhed med bøjet hoved.

Præsidenten er i Paris i forbindelse med klimatopmødet COP21, som afholdes i den franske hovedstad. Sikkerhedsniveauet var højt under besøget, hvor flere veje var lukkede, og helikoptere fløj over gaderne.

Omkring 150 statsledere er i byen for at deltage i topmødet, som indledes mandag.

Angrebene, som Islamisk Stat (IS) har taget ansvaret for, kostede 130 mennesker livet og sårede 360. Gerningsmænd åbnede ild og detonerede bomber syv forskellige steder i byen.

Frankrig er fortsat i undtagelsestilstand efter angrebene.

BNB