Indbyggerne i Ottawa spekulerer over, om skyderierne i den centrale del af byen og i landets parlament har relation til Canadas kamp mod IS i Irak, forklarer danske Steffen de Vries fra byen.

CANADA: Det kan tydeligt mærkes, at den canadiske hovedstad, Ottawa, onsdag har været ramt af et voldsomt skyderi, der har kostet mindst to personer livet, heriblandt en formodet gerningsmand. Sådan lyder det fra den danske studerende, Steffen de Vries, der læser i byen.

Han fortæller om øde gader og stræder.

»Der er forsvindende få mennesker på gaden. Folk lytter til politiets opfordring om at holde sig væk fra åbne pladser, vinduer og tage. Der er meget få mennesker, som går rundt, uden de har en grund til det. Men dem, der er ude, tager situationen stille og roligt,« siger han.

En canadisk soldat, der stod vagt ved et mindesmærke ikke langt fra det canadiske parlament, blev ramt af skud onsdag formiddag lokal tid og døde efterfølgende af sine kvæstelser. Gerningsmanden eller en af hans medsammensvorne tog efterfølgende flugten ind i parlamentsbygningen, hvor der ifølge øjenvidner blev løsnet omkring 30 skud. Et af dem dræbte angiveligt manden.

Politiet rykkede efterfølgende talstærkt ud i Ottawa, hvor parlamentsbygningen blev evakueret. Onsdag aften dansk tid er betjente stadig på jagt efter en eller flere mistænkte, og myndighederne opfordrer derfor indbyggerne i Ottawa til at vise agtpågivenhed, forklarer Steffen de Vries.

»Politiet har afspærret en stor del af den centrale del af byen. Og jeg lagde mærke til, at de broer, der fører til den franske del af byen, er lukket. Der er lange køer og kæmpe trafikkaos. Alle bilister bliver holdt tilbage i to til fem minutter hver og en, mens der er en betjent, der taler med dem. De studerende på byens universiteter er også blevet bedt om at blive hjemme.«

Den canadiske premierminister, Stephen Harper, tager skarp afstand fra skyderierne og understreger, at det ikke må forhindre parlamentet og regeringen i at fortsætte sit arbejde.

»Premierministeren understreger, at der stadig indsamles oplysninger i sagen og fordømmer dette afskyelige angreb,« står der i en erklæring, fra den canadiske leders kontor.

Motivet bag skyderierne kendes endnu ikke, men det har vakt opsigt, at de finder sted samme dag, som de canadiske myndigheder har hævet den officielle trusselsvurdering med en begrundelse om, at terrortruslen mod landet er steget.

Mandag blev en soldat dræbt og en anden såret, efter at en formodet radikal islamist kørte dem over med sin bil. Bilisten blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet.

I Ottawa går spekulationerne på, om onsdagens skuddrama har relation til Canadas tilslutning til den amerikansk ledede mission mod Islamisk Stat i Irak, forklarer Steffen de Vries.

»Folk siger, at de har hørt nogen råbe noget med Irak i forbindelse med skyderierne. De formoder, at det kan have noget at gøre med, at Canada skal være med i Irak. Men det er ikke bekræftet.« siger han.