Efter at have fået tæsk af sin egen mor på landsdækkende tv, der blev set over hele verden, erkender 16-årige Michael Singleton nu, at han ikke skulle have taget del i optøjerne i Baltimore.

Singleton og Toya Graham, der efter videoen spredtes blev udråbt som helt, var forbi talkshowet 'The View', hvor fem kendte kvinder ledt an af skuespilleren Whoopi Goldberg snakker om tidens store emner.

Goldberg spurgte ham da, hvorfor han blev en del af optøjerne, hvortil han svarede:

»Tidligere er mine venner blevet tæsket, dræbt, efterladt og skadet af politiet, så jeg tog derned for at kæmpe for det, jeg står for. Mit sorte folk.«

Baltimore, hvor optøjerne fandt sted, har længe været kendt som en af de fattigste og mest kriminelle byer i USA, og Singleton fortalte da også, at til tider kan være et uroligt sted at vokse op.

»Nogle gange er det fint at bo i Baltimore, andre gange er det ikke. Man kan være bange for at gå ud af sin fordør, og nogle gange er det sjovt at gå i skole, andre gange er det ikke,« sagde Michael Singleton, der ikke bebrejder sin mor.

»Nu forstår jeg, at hun bare holder af mig.«

»At se min søn dér med en sten i hånden gjorde mig rasende. For når alt kommer til alt, mistede den herre (Freddie Gray, red.) stadig livet, og at kaste sten mod politiet får ham ikke tilbage,« sagde Singletons mor, Toya Graham, i talkshowet.