Det kunne nærmest lyde som ord taget direkte ud af Vladmir Putins mund.

Men det var det ikke. De kom ikke fra den russiske præsident, men fra Ungarns premierminister, Viktor Orbán.

Budskabet var dog det samme: Et direkte angreb på Vesten og ikke mindst EU, skriver nyhedsbureauet AP.

»De starter krige, ødelægger verdener, tegner nye grænser og æder alt som græshopper,« lød det fra Viktor Orbán i en tale, der blev holdt fredag i Budapest:

Talen blev holdt foran nationalmuseet i den ungarske hovedstad.
Talen blev holdt foran nationalmuseet i den ungarske hovedstad. Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi ungarere lever anderledes og ønsker at leve anderledes.«

Og det var altså udtalelser møntet på EU og hovedkvarteret i Bruxelles – og ikke de gode venner i Moskva.

Det skyldes nok, at man omvendt i EU-toppen længe har været frustreret over Ungarns blokering af både Sveriges optagelse i NATO og den økonomiske hjælp til Ukraine.

Eksempelvis har det resulteret i skarp kritik fra EU-parlamentet og indefrosne midler til Ungarn.

Nu har Viktor Orbán så slået tilbage. 

Og det skete altså med en Putin-agtig retorik, hvor han forsøgte at skabe en kontrast mellem Ungarn og »den vestlige verden«, der står for »rodløshed og ødelæggelse«.

»Bruxelles er ikke det første imperium, der har kastet blikket på Ungarn,« lød det fra den ungarske premierminister:

»I dag er folk i Europa bange for, at Bruxelles vil tage friheden fra dem. Hvis vi vil bevare Ungarns frihed og uafhængighed, har vi ikke noget valg: Vi må besætte Bruxelles.«

Den sidste bemærkning var en henvisning til sommerens EU-valg, hvor Viktor Orbán håber på en bølge af stemmer til ligesindede på den højrenationale front hen over Europa. 

I øvrigt på samme måde som i USA, lød det fra Viktor Orbán – der ligeledes er nært allieret med Donald Trump, som han besøgte for nylig.

»Dette år vil blive et vendepunkt. I begyndelsen af året var vi alene, men ved slutningen af året vil vi være i overtal,« sagde han i sin tale fredag.

Ungarn blev medlem af EU i 2004.