Folkekirkens Nødhjælp er bekymret over et direktiv, som tilsyneladende tvinger udenlandske nødhjælpsarbejdere ud af det sult- og uroplagede land Sydsudan.

SYDSUDAN: Et direktiv fra Sydsudan vil tilsyneladende tvinge udenlandske nødhjælpsarbejdere ud af landet. Og det kan få alvorlige konsekvenser for befolkningen, advarer Folkekirkens Nødhjælp.

»Vi håber, det er en misforståelse fra et ministerium, eller at vi kan forhandle med regeringen. Sydsudan har brug for mere hjælp - ikke for restriktioner i hjælpen,« siger katastrofechef hos Folkekirkens Nødhjælp Lisa Henry, efter at et direktiv fra den sydsudanesiske regeringen fortæller, at udenlandske ansatte, herunder tilsyneladende også nødhjælpsarbejdere, skal ud af landet fra 15. oktober.

Folkekirkens Nødhjælp driver en af sine allerstørste hjælpeoperationer netop i Sydsudan, som er hærget af både borgerkrig og en truende hungersnød, der kan påvirke fire millioner mennesker.

»Konsekvensen for de mennesker, der har brug for hjælp, er uoverskuelig, hvis alle udlændinge skal ud. Vi må derfor indtrængende opfordre de sydsudanesiske myndigheder til hurtigst muligt at afklare eller afmontere dette direktiv,« siger Lisa Henry.

Indtil videre har Folkekirkens Nødhjælp ikke fået direkte besked fra regeringen om udvisninger men har kun hørt om regeringens direktiv via medierne.