Islamisk Stat har hurtigt påtaget sig ansvaret for søndagens massemord – men det kan meget vel være, at man smykker sig med lånte fjer.

Er det Islamisk Stat, der står bag skudmassakren på en homo-natklub i den amerikanske by Orlando?

Spørgsmålet dukkede allerede op, mens den timelange henrettelse af  49 af natklubbens gæster stod på. Og da det amerikanske forbundspoliti FBI efterfølgende oplyste, at gerningsmanden, den 29-årige Omar Mateen, kort før massakren havde ringet til politiet og svoret troskab til Islamisk Stat, fik spekulationerne – og frygten – ny næring.

Og endnu mere, da nyheds­bureauet, Amaq, der har tætte forbindelse til Islamisk Stat, få timer efter kunne meddele, at »det væbnede angreb blev udført af en Islamisk Stat-kriger.«

mindehøjtidlighed for Orlando ofrene

Amaq henviser til »en kilde«, men dokumenterer ellers ikke påstanden, og det samme gælder Islamisk Stats eget æterbårne medie, Al-Bayan radio.

I en udsendelse mandag beskrev radiokanalen den amerikansk-fødte drabsmand med afghanske forældre som en af »kalifatets soldater«, men den kom ikke med nye informationer endsige dokumentation, der bekræfter, at Omar Mateen faktisk handlede på vegne af Islamisk Stat.

»Jeg er helt åben over for alle muligheder,« siger Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET).

»Men samtidig vil jeg gerne understrege, at det i øjeblikket unægeligt er utroligt nemt for Islamisk Stat at pynte sig med lånte fjer – især fordi gerningsmanden er afgået ved døden,« siger Hans Jørgen Bonnichsen. Samtidig er det blevet tilsvarende nemt for enhver gerningsmand »at ophøje sig selv og blive hævet op i martyrernes rækker,« ved at erklære troskab over for Islamisk Stat.

»Efterhånden er det nok, at man bare råber Allahu Akbar (Gud er stor, red.), når man begår sin forbrydelse, så bliver det udlagt som Islamisk Stats terrorisme. Og det skal vi være meget, meget varsomme med, fordi vi ellers kommer til at gå terroristernes ærinde – som jo er at sprede frygt og påstå, at de kan slå til hvor som helst og når som helst,« siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Også Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, efterlyser dokumentation for, at Orlando-massakren virkelig er Islamisk Stats værk.

»Jeg tvivler på, at angrebet i Orlando har været direkte orkestreret af Islamisk Stat. Ud fra det, vi ved nu, er det igen et eksempel på det, der kaldes sympati-terrorisme, solo-terrorisme og freelance-jihadisme. På en måde ligesom den danske Omar, der i februar 2015 gik til angreb på Krudttønden og synagogen i København: en ustabil, voldelig ung mand med store problemer med sig selv,« siger Lars Erslev Andersen.

Han vurderer umiddelbart, at Omar Mateen – ligesom den danske Omar – forsøgte at legitimere sine holdninger og handlinger ved at henvise til Islamisk Stat, og Lars Erslev Andersen understreger, at Islamisk Stats aktive medvirken indtil videre kun er dokumenteret i terrorangrebene i Paris og delvis i Bruxelles.

»Det meste af den terror, vi har set siden 2014, har mest af alt været en gratis omgang for Islamisk Stat,« siger Lars Erslev Andersen, der omvendt forudser, at der kommer flere af den slags anslag, som massakren i Orlando er et eksempel på.

»Det ulykkelige er jo, at det blot fører til en yderligere polarisering, og da det er alt for kompliceret at fragte folk fra Europa/USA til Syrien, træne dem i terror og sende dem tilbage for at slå til, har Islamisk Stat allerede i 2014 opfordret muslimer til at handle på egen hånd der, hvor de nu er. Og den opfordring er blevet gentaget i forbindelse med muslimernes aktuelle fastemåned,« forklarer Lars Erslev Andersen.

Dertil kommer, at der ifølge en ny FN-rapport om truslen fra Islamisk Stat nu er øget risiko for regulær IS-terror uden for Syrien og Irak. Det skyldes, at Islamisk Stat i øjeblikket er under pres på slagmarken i de to lande.