Indbyggere i og tilrejsende til den norske hovedstad skal ikke lade sig skræmme af terrortruslen mod Norge, fastslår en politichef. Men han understreger samtidig, at politiet ikke kan spænde et sikkerhedsnet ud under byen.

Indbyggerne i Oslo og folk på besøg i byen skal ikke lade sig styre af, at der i øjeblikket er en terrortrussel rettet mod Norge.

Det var budskabet, da stabschef Johan Frederiksen fra Oslo Politi torsdag holdt pressemøde for at orientere om situationen i hovedstaden.

»Mit budskab til folk, der bor i Oslo, eller som skal besøge Oslo, er, at de bruger byen som de plejer. Medmindre vi får anden information, mener vi, at alt kan foregå som normalt, og vi ønsker, at folk bruger byen på en god måde,« sagde han og understregede samtidig, at han ikke kan udstikke garantier for, at terrorister ikke kan slå til mod byen.

»Politiet kan ikke på noget tidspunkt garantere for sikkerheden. Men vi gør, hvad vi kan, for at hovedstaden skal være tryg,« forklarede stabschefen, som tilføjede:

»Vi gambler ikke med folkets sikkerhed.«

Det norske politis sikkerhedstjenester, PST, oplyste torsdag, at et terrorangreb kan være under opsejling i Norge. Myndighederne tager truslen yderst alvorligt, selvom den er ukonkret, og ikke umiddelbart er rettet mod specifikke mål inden for et bestemt tidspunkt. Det gør det også vanskeligt at advare befolkningen uden at skabe unødig uro, fortalte Johan Frederiksen.

»Vores udfordring er at lægge os på et niveau som er tilstrækkeligt i forhold til sagen, uden at det stigmatiserer mennesker eller skaber frygt.«

Han garanterede dog under pressemødet, at hans politikorps er parat til at rykke ud, hvis der skulle ske noget.

»Hvis der sker noget, hvilket vi ikke håber, så er responstiden i politiet kort. Vi har de nødvendige ressourcer til at håndtere situationen, sådan som trusselsbilledet ser ud i dag,« lød det.

De norske myndigheder opererer i øjeblikket med en teori om, at det kan være ekstremistiske islamister, som har kæmpet i borgerkrigen i Syrien, der står bag terrortruslen mod Norge.