Onsdag havde demonstranter opsat flere telte på Columbia Universitys campus. Politiet har nu ryddet lejren.

Mere end 100 propalæstinensiske demonstranter blev onsdag anholdt på det Columbia Universitys campus i New York i USA.

Det skete, efter det prestigefyldte universitets øverste chef gav grønt lys til, at politiet ryddede en lejr på campus, hvor demonstranter havde samlet sig i protest mod den seneste tids begivenheder i Gazastriben i Mellemøsten.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Universitetets præsident, Nemat Minouche Shafik, oplyser, at hun havde godkendt, at politiet gik ind i lejren. Her havde demonstranterne onsdag morgen opsat adskillige telte.

- På grund af en dyb bekymring for sikkerheden på Columbias campus, har jeg givet tilladelse til, at New Yorks politi begyndte at rydde lejren, siger hun i en udtalelse.

Universitetspræsidenten uddyber, at demonstranterne havde overtrådt skolens regler og en politik, der forbyder ulovlige demonstrationer.

Demonstranterne var desuden ikke villige til at indgå i dialog med universitetets ledelse, lyder det.

New York Citys borgmester, Eric Adams, oplyser, at politiet har foretaget mere end 108 anholdelser i sagen, og at disse er sket uden fysisk magtanvendelse, og uden at nogen er kommet til skade.

Demonstranterne er blevet anholdt for blandt andet ulovlig indtrængen.

Det fremgår ikke, hvor mange af demonstranterne der er studerende på Columbia.

Universitet oplyser dog, at det har hjemsendt flere studerende, som har deltaget i demonstrationen, der betragtes som ulovlig.

- Vi er fortsat ved at identificere dem, og kommer til at sende dem officielle meddelelser, skriver en talsperson for universitet i en mail.

Tidligere har demonstranter ved Columbia University krævet en permanent våbenhvile i Gaza, og at USA stopper sin militære støtte til Israel.

Den 7. oktober 2023 angreb den militante, islamistiske Hamas-bevægelse, der har kontrollen i Gazastriben, ind over grænsen til Israel. Væbnede Hamas-folk dræbte omkring 1200 israelere og tog 253 personer med tilbage til Gaza som gidsler.

Efter 7. oktober har Israel udført massive angreb i Gaza. Over 32.000 har mistet livet i Israels offensiv i Gaza ifølge det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i området.

/ritzau/