En dansk mand på vej hjem fra sin arbejdsplads i Saudi-Arabien er blevet ramt af skud. Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at de pårørende er underrettet.

SAUDI-ARABIEN: En dansk mand er blevet indlagt på hospitalet, efter han blev såret af skud i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Manden blev skudt og ramt i skulderen af ukendte gerningsmænd, da han forlod sin arbejdsplads i en bil, skriver det statslige nyhedsbureau Saudi Press Agency.

Udenrigsministeriets Borgerservice bekræfter ifølge tv2.dk, at en dansk mand er blevet skudt i Riyadh, og at hans pårørende er blevet underrettet.

»Udenrigsministeriet kan bekræfte, at ambassaden i Riyadh yder konsulær bistand til en dansk statsborger i Saudi-Arabien. Der er tale om en dansk statsborger, der er blevet beskudt i Riyadh, og danskerens tilstand er stabil,« oplyser den vagthavende i Udenrigsministeriets Borgerservice.

Da der er tale om en personsag, har Udenrigsministeriets Borgerservice tavshedspligt og kan derfor ikke kommentere sagen yderligere.

USAs ambassade i Riyahd oplyser ifølge det amerikanske medie Bloomberg, at den danske mand blev skudt på al-Kharj Road i nærheden af en Ikea-forretning.

Den amerikanske ambassade opfordrer alle sine ansatte til at holde sig væk fra området, hvor skyderiet fandt sted.

De saudiarabiske myndigheder er i gang med at undersøge episoden, som kommer en måned efter, at en amerikansk statsborger blev skudt og dræbt i Riyadh, mens en anden amerikaner blev såret.

Myndighederne i Saudi-Arabien har udtrykt bekymring over tiltagende militante islamistiske strømninger i landet på grund af konflikterne i Irak og Syrien.

Regeringen har lovet at slå hårdt ned på terrorhandlinger, og politiet arresterede i september formodede tilhængere af terrorbevægelsen Islamisk Stat, som mistænkes for at planlægge angreb i og uden for Saudi-Arabien.

Ifølge politiet tyder det indtil videre ikke på, at angrebet på amerikanerne har forbindelse til ekstremistiske grupper. Der er endnu ingen oplysninger om årsagen til angrebet på den danske mand.