Under et backgammon-arrangement ved Cannes Festivalen chokerede Pamela Anderson alle de fremmødte ved at afsløre grufulde detaljer om sin barndom.

Under arrangementet startede den tidligere Baywatch-stjerne ud med at promovere sin dyrevelfærdsorganisation 'The Pamela Anderson Foundation' ved at tale om sin kærlighed til dyr. Herefter blev hun straks mere alvorlig.

- Jeg føler nu, at det er tid til at afsløre nogle af mine mest smertefulde minder. Med risiko for at overeksponere mig selv - igen - eller være upassende - igen - vil jeg nu fortælle jer, hvorfor jeg holder dette arrangement, sagde Pamela Anderson ifølge The Guardian.

Herefter begyndte hun i detaljer at fortælle, hvordan hun som 12-årig blev voldtaget af sin barndomskærestes storebror under påskud af, at han ville lære hende at spille backgammon.

- Det førte til en rygmassage, som førte til en voldtægt - min første seksuelle oplevelse. Han var 25 år, og jeg var 12, sagde Pamela Anderson, som trods stor nervøsitet og en svigtende mikrofon fortsatte sin tale:

- I teenageårene blev jeg udsat for en grov gruppevoldtægt. Min ungdomskæreste syntes, det ville være sjovt at dele mig med seks af sine venner. Efter det ville jeg bare gerne forsvinde fra denne verden.

Blev reddet af dyrene

De store svigt i Pamela Andersons unge år førte til, at hun senere havde svært ved at stole på andre mennesker:

- Mine forældre prøvede at beskytte mig. Men min far var alkoholiker, og min mor havde to job. Hver aften kunne jeg høre hende græde, fordi min far ikke kom hjem før langt ud på natten. For mig var verden bare ikke et sikkert sted.

Men det var naturen og ikke mindst dyrene, som endte med at blive hendes redning.

- Det var, som om jeg kunne høre træerne tale til mig. Og jeg kunne stå i ved havet og bede til hvalerne. Dyrene var mine eneste venner, før jeg selv fik børn,

Skuespillerens afsløring er langt fra den eneste udsædvanlige begivenhed, der har fundet sted under årets filmfestival. Cannes Festivalen er kendt for at blive brugt til at promovere budskaber, som ikke har noget med filmens verden at gøre.

Senest har skuespiller Cate Blanchett kritiseret medierne for dækningen af kvinderne på den røde løber, som hun ser som sexistisk, mens den ukrainske spagsmager Vitalii Sediuk valgte at stikke hovedet op under Ugly Betty-skuespiller America Ferreras kjole.