Et ældre par fra England har igennem et helt årti holdt en mand fanget som slave i en campingvogn. Da politiet endelig fandt ham, lignede han ’et offer fra en koncentrationslejr’.

Det fremgik af retssagen i Leicestershire, hvor pensionist-parret blev fundet skyldige i den gruopvækkende sag om ’moderne slaveri’. Det skriver det engelske medie The Sun.

Manden, der ikke er identificeret, levede ifølge mediet i en campingvogn, der hverken havde vand eller elektricitet. Flere vidner har forklaret, at offeret var underernæret og bar beskidt og uhensigtsmæssigt tøj.

Efter offeret i retten havde fortalt om, hvordan han levede hos parret, konkluderede tilsynsværge Chris Barney, at boligforholdene var så slemme, ’at de var uegnede for et dyr at bo i’.

Mens det ældre par, Sidney Smith på 67 og hans kone Sally Smith på 65, havde manden fanget, tvang de ham til at udføre arbejde i mange timer ad gangen i det boligområde med lejeboliger, Nevada Park, som parret drev. Oftest til ingen eller meget lidt løn.

Når de skulle have fat i ham, smed de tomme ølflasker op af siden på vognen.

Hvis nogle beboere havde nogle opgaver, der skulle løses, betalte de Sally Smith, som lod den arme mand gøre arbejdet, skriver engelske Metro.

Tilsynsværgen Chris Barney beskrev i retten, at første gang han så offeret, kort efter han var blevet reddet af politiet i juni sidste år, var han så mager, at han lignede ’et offer fra en koncentrationslejr’.

Da myndighederne fik nys om den tilfangetagne mand, blev de først nægtet adgang af pensionist-parret, men det lykkedes altså at befri manden for et år siden.

Det kom også frem i retten, at en politibetjent i oktober besøgte Smith-parrets boligområde. Her mødte betjenten en rumænsk statsborger, der virkede nervøs og bekymret for at tale med politiet.

Dommeren mente, at det var muligt, at denne person var en potentiel erstatning for offeret.

Sidney og Sally Smith har drevet Nevada Park i 34 år og har adskillige gange været på kant med loven for mindre overtrædelser.

I 2002 fik Sally Smith for eksempel en bøde for at have spærret en flugtvej for at få plads til en ekstra lejebolig, skriver The Sun.

Efter retssagen er parret blevet pålagt en ordre om at behandle ansatte værdigt.