Den franske modeskaber Pierre Cardin er død, 98 år, oplyser hans familie ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Cardin var kendt for sin avantgardistiske stil og foretrak geometriske former, hvorved han ofte ignorerede feminine kurver. Han var fortaler for en unisexmode, der sommetider var eksperimenterende.

Men han blev også kendt for at bringe sin visionære mode ud til masserne.

Cardin blev født i Italien i 1922. Hans familie emigrerede til Frankrig, da han var lille.

Cadin døde på et hospital i Neuilly vest for Paris, oplyser hans familie.

Han grundlagde sit modehus i 1950.

/ritzau/AFP