Han er hadet på den amerikanske venstrefløj. Omfavnet på den amerikanske højrefløj.

Onsdags mødte B.T. den amerikanske forretningsmand og skaber af det private militære selskab Blackwater, Erik Prince. Han er blandt de mest kontroversielle i hele USA. Men i Trump-kredse er han meget mere.

Et enkelt øjeblik onsdag aften var yderst sigende.

Erik Prince havde siddet bagerst i salen under hele seancen til den konservative konference CPAC i udkanten af den amerikanske hovedstad Washington, DC. Det meste af tiden kiggede han på sin telefon. Skrev uanede mængder beskeder.

Men da det hele var slut, rejste Erik Prince sig op.

Ikke længe efter gav han hånd og udvekslede nogle få ord med Steve Bannon, den tidligere toprådgiver for Donald Trump.

Det er en helt anden kærlighed end den, Erik Prince har været vant til at møde de senere år fra den nuværende amerikanske regering.

I 2021 fik Erik Prince følgende ord med fra den daværende pressechef for Joe Biden, Jen Psaki:

»Jeg kan ikke forestille mig, at noget menneske med et hjerte og en sjæl vil forsøge at lave profit på menneskers nød og smerte, mens de forsøger at flygte fra deres land,« sagde Jen Psaki iskoldt.

Det omhandlede historier om, at Erik Prince tilbød afghanere, som ønskede at flygte fra hjemlandet, inden de amerikanske tropper trak sig ud af landet efter en årrække, et sæde i et privat-chartret fly. Mod betaling naturligvis.

Udtrækningen viste sig at være en af de største skandaler i Joe Bidens regeringstid. Mange desperate afghanere mistede livet eller blev anholdt af Taliban, da de genindtog landet. Og Erik Prince så sit snit til at udnytte situationen. Tilbyde en service. En vej ud for afghanere, hvor det ellers var umuligt. En dyr en af slagsen. 

Prisen lød ifølge Wall Street Journal på 6.500 dollar, hvilket på tidspunktet svarede til omkring 40.000 kroner.

Erik Prince på scenen til CPAC 2023.
Erik Prince på scenen til CPAC 2023. Foto: Alex Brandon/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Men det var ikke første gang, Erik Prince har været en tur i medierne.

Første gang var i 2007, hvor han var direktør og grundlægger af den private militærenhed Blackwater. Firmaet var blevet hyret af det amerikanske forsvar til at udføre opgaver i Irak, som USA havde invaderet nogle år inden.

Og så skete Nisour Plads-massakren 16. september.

Blackwater-ansatte begyndte at skyde løs på civile på pladsen. 17 døde og 20 såret.

En fuldblodsskandale. Navnet Erik Prince var herefter et af de mest kontroversielle i hele USA.

Skandalen tog for alvor sin afslutning i 2014, da en række tidligere Blackwater-ansatte blev idømt fængselsstraf for tragedien.

På det tidspunkt var Erik Prince dog ude af Blackwater, som sidenhen er blevet omdøbt flere gange.

Som Jen Psakis udtalelser vidner om, så er Biden-regeringen ikke begejstret for Erik Prince.

Men forretningsmanden er mere end velkommen i den republikanske MAGA-lejr.

Torsdag er han inviteret til at tale ved CPAC. En konference, der de senere år er blevet mere og mere Trump-omfavnende.

Her skal forretningsmanden, der er kendt for at grundlægge et af de mest kontroversielle private militære selskaber i USA, tale på hovedscenen om ‘patriotisk økonomi’.

B.T. talte med Erik Prince onsdag til CPAC. Her slog han helt fast, at han ikke længere taler med pressen.

»Jeg er ikke blevet behandlet pænt af medierne, så nej tak,« lød det fast fra Erik Prince.