En kvinde forlod to børn på henholdsvis 1 og 6 år i stegende hed bil, mens hun selv gik ind for at handle. Politiet fandt dem skrigende og ambulance blev tilkaldt.

Det skriver lokaltidningen.se

I Malmøs glohede forårssol fandt svensk politi lørdag eftermiddag frem til en bil med to skrigende små børn indeni. De var blevet tilkaldt, da en forbipasserende havde set de to små børn sidde og skrige i bilen, som stod parkeret i den bagende sol foran en Lidl butik.

»Børnene var alene i bilen, og den person, der havde ansvaret for dem, var sandsynligvis inde at handle,« siger pressetalsmand for Malmøs politi, Lars Förstell, til lokaltidningen.se.

En ambulance blev tilkaldt, men der blev heldigvis ikke brug for den. Ingen af børnene var kommet til skade og havde derfor ikke brug for lægehjælp.

Det var ikke børnenes forældre, der havde forladt dem i den varme bil, men derimod en midaldrende kvinde. Hun er nu mistænkt for grov uagtsomhed med fare for legemsbeskadigelse for børnene efter hendes uansvarlige shoppingtur.

Fornylig endte en lignende episode i den amerikanske by Gluckstadt endnu mere tragisk. Her glemte en mor den 11. maj i år sin to-årige datter i sin bil, mens den holdt parkeret i solen. Hun troede, hun havde afleveret datteren i børnehaven, men i stedet fandt hun hende livløs på bagsædet.

Temperaturen var kommet op på 28 grader i løbet af dagen, og den lille piges liv kunne ikke redes. Der er med andre ord stor grund til at tage sine børn samt kæledyr med sig ud af bilen, når temperaturerne stiger i solen.