En tidligere rådgiver for Det Hvide Hus får ansvaret for at koordinere de amerikanske myndigheders indsats for at hindre virussygdommen ebola i at sprede sig.

USA: Den amerikanske præsident Barack Obama udnævnte fredag en »ebola-tsar«, der får ansvaret for at koordinere beredskabet over for den frygtede virussygdom.

Det bliver ifølge Reuters den tidligere præsidentrådgiver Ron Klain, der bliver betroet opgaven med at samle trådene i myndighedernes arbejde med at inddæmme sygdommen.

Klain har tidligere været stabschef for vicepræsident Joe Biden, og han står i dag i spidsen for et investeringsselskab i Washington.

Udnævnelsen af en »ebola-boss« kommer i kølvandet på kritik af Obama-administrationens håndtering af den dødelige virus.

To amerikanske sygeplejersker er smittet med ebola efter at have behandlet en ebolaramt mand fra Liberia, Thomas Eric Duncan, der døde 8. oktober på Texas Health Presbyterian Hospital i Dallas.

De to sygeplejersker blev smittet, da der opstod brud på sikkerhedsprocedurerne i forbindelse med håndtering af den ebolasyge mand.

Flere kongresmedlemmer har opfordret til at indføre et forbud mod at modtage fly fra Vestafrika i amerikanske lufthavne.

Det Hvide Hus meddelte fredag, at Obama har »et åbent sind« omkring indførelse af indrejseforbud, men at det ikke er på tapetet i øjeblikket. Fem af de største lufthavne i USA er begyndt at screene passagerer fra Vestafrika for symptomer på ebola.

Ebola har ifølge den seneste opgørelse fra Verdenssundhedsorganisationen WHO kostet 4.546 personer livet i Vestafrika.