Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort er som den første person taget i forvaring i FBI i den såkaldte Ruslandgate. Anklagerne mod Manafort kendes ikke endnu, men Donald Trump har tydeligvis været nervøs de seneste dage, fordi beskyldningerne om forbindelserne til Rusland under hans valgkamp er ved at blive meget konkrete.

Sagen har været ventet med spænding i over et år. Men med en anklage mod en af Trumps mest aktive rådgivere under valgkampen for intet mindre end konspiration mod staten har sagen fået en drejning, de færreste havde troet. Og spørgsmålet stilles endnu mere skarpt end tidligere. Har den amerikanske præsident, Donald Trumps kampagnestab - med eller uden hans viden - haft tætte og ulovlige forbindelser til Rusland under præsidentvalget?

Svaret kommer ikke foreløbig, men sagen blev mandag langt mere konkret, da Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort blev anklaget for intet mindre end at konspirere mod USA og sammen med sin mangeårige samarbejdspartner Rick Gates blev bedt om at give møde hos FBI som de første anklagede i sagen.

Sagen er mildest talt den mest eksplosive siden Watergate mod Richard Nixon, og ud over det juridiske udspiller der sig i kulisserne en desperat kamp om at få stoppet sagen, inden den direkte eller indirekte rammer præsidenten selv.

At det er Manafort, der er den første, der bliver anklaget, er ikke en overraskelse i sig selv. Men det sender alligevel et kraftigt signal om, at FBI har så meget på en af Trump-kampagnens mest fremtrædende personer, at de vælger at starte med ham. Og så med en anklage, der ikke kan nå ret meget højere op. At konspirere mod USA. For Manafort har været en af de rådgivere, der har haft de mest tydelige forbindelser til Rusland primært gennem sit arbejde for Ukraines Ruslands-venlige præsident Viktor Janukovitj, som han angiveligt har modtaget 12 mio. dollar for at have arbejdet for.

Andre kampagnefolk involveret

En lang række andre af kampagnens personer er også i søgelyset, blandt andet den tidligere sikkerhedsrådgiver i Det Hvide hus, Michael Flynn, som blev fyret i maj, fordi efterretningstjenesten mente, at han med sine russiske forbindelser udgjorde en trussel mod den nationale sikkerhed. Flynn blev afsløret i at have haft tætte forbindelser til Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislijak, og blandt andet havde drøftet de amerikanske sanktioner mod Rusland med ambassadøren i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg og efterfølgende løj om kontakten til USAs vicepræsident, Mike Pence.

Men det er altså Manafort, der sammen med Rick Gates er den første, man koncentrerer sig om. Måske i håb om, at han vil samarbejde og give informationer om, hvorvidt Trump var medvidende om de russiske forbindelser, selv om det på nuværende tidspunkt ikke tyder på, at det er tilfældet.

Det er en sag med mulige vidtrækkende konsekvenser, og nervøsiteten i Det Hvide Hus har været til at tage og føle på de seneste døgn. Trump har gentagne gange via Twitter forsøgt at få sagen drejet over på hans tidligere konkurrent til præsidentembedet, Hillary Clintons banehalvdel. Dog uden stort held fordi de to sager vil komme til at køre adskilt, hvis man skulle beslutte sig til at lave en lignende undersøgelse af Clintons eventuelle russiske forbindelser.

Den særlige undersøger i denne sag, den tidligere chef for FBI Robert Mueller, fik i maj af det amerikanske justitsministerium en konkret opgave: At finde ud af hvor omfattende forbindelserne mellem Trump-kampagnen og Rusland har været, og om der fra Trump-kampagnens side har været ulovligt samarbejde eller kontakter med Rusland.

En bunden opgave

Mueller fik opgaven, efter at en række af de amerikanske efterretningstjenester entydigt konkluderede, at Rusland blandede sig i den amerikanske valgkamp på Trumps side, dog uden at være i stand til at påvirke valgresultatet. Men spørgsmålet har luret: om der også har været et konkret samarbejde blandt andet om at finde smuds på Hillary Clinton via en række mails, som blev offentliggjort under valget.

Trump selv har benægtet, at der eksisterede et sådant samarbejde. Men der har været tvivl om, hvorvidt  andre har haft det samarbejde, ikke mindst fordi rækken af folk, der havde haft et nært forhold til Rusland, blev ansat på stribe i Trumps kampagnestab. Folk som en anden tidligere rådgiver Carter Page, Manafort og Flynn var bare nogle af de personer, der blev ansat, og som havde haft et forhold til Rusland.

Manafort selv er mistænkt for gennem indviklede bankforbindelser på Cypern at have skjult penge og hvidvasket en del penge, han har fået som »konsulent« blandt andet for Rusland i Ukraine og for visse østeuropæiske lande. Der er også spørgsmålet om, hvorvidt Manafort har overholdt den amerikanske lovgivning om at opgive sin lobbyvirksomhed for fremmede nationer til de amerikanske myndigheder, som man skal. Anklagen om højforræderi, som amerikanske medier rapporterer, at så alvorlig, at den særlige undersøger har indsamlet materiale, der går endnu videre.

Men det skal også undersøges, hvad der angiveligt blev sagt på et møde, han havde sammen med Trumps svigersøn, Jared Kuschner, i juni 2016 med en advokat, der havde tætte forbindelser til Kreml. Advokaten, Natalia Veselnitskaja, havde et møde under påskud af, at hun havde informationer om Hillary Clinton, der kunne skade hende.

Hun er under kraftig mistanke for at have handlet efter ordre fra Rusland og for at have rapporteret tilbage til sine forbindelser i Moskva efter mødet.

Det bløde punkt

Michael Flynn er et andet »blødt« punkt, som man vil gå efter, Som tidligere højtstående general har Flynn efter sin pensionering fra det amerikanske militær haft opgaver for Rusland, som man ikke bør have som amerikansk topofficer uden at rapportere om forbindelserne efterfølgende.

Foreløbig er der intet, der tyder på, at nogle af de informationer, FBI har indsamlet, leder direkte til Trump. Men afhøringerne de kommende dag og uger af foreløbig Manafort og Gates vil blive intense, og medierne vil forsøge at dække det, der sker, selv om det hele bliver båndlagt af sikkerhedsgrunde.

Rettelse. Der er tvivl om, hvorvidt anklagen er forræderi. Der står i anklageskriftet konspiration mod USA, men der er tvivl om, hvorvidt det er en egentlig forræderi-anklage, der er tale om.

Læs hele sigtelsen HER