Q&A. For et engangsbeløb på 12.000 kroner og en månedlig hyre på 1.000 kroner kan en libanesisk familie få en udenlandsk tjenestepige, som de råder over i to år. Puk Damsgaard fortæller her om dokumentarfilmen »Mellemøstens skjulte slaver«, som hun har lavet sammen med sin DR-kollega Søren Klovborg.
§ Hvem er Mellemøstens skjulte slaver?
»Det er kvinder fra forskellige asiatiske og afrikanske lande, som er rejst til Mellemøsten i håbet om at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres familier. Mange af dem har børn, men de har typisk ikke mulighed for at få et arbejde med en løn, som de kan leve for, i deres hjemlande. Derfor tager de til Mellemøsten, hvor de arbejder som tjenestepiger i private hjem, hvor de laver alt husarbejdet, og de får så en månedlig hyre, som de kan sende hjem. En tjenestepige kan være heldig at havne hos en familie, som er sød og giver hende lov til at forlade hjemmet og have et liv ved siden af arbejdet. Men for mange er det ikke sådan. De bliver låst inde i hjemmet, som de ikke må forlade. De arbejder fra tidlig morgen til sen aften uden fridage. Nogle er udsat for vold, sexchikane og andre overgreb. I et land som Libanon med godt fire millioner indbyggere er der omkring 250.000 udenlandske tjenestepiger – det er en meget stor gruppe, hvis arbejdsforhold ikke er reguleret af arbejdsloven, og myndighederne er ikke interesserede i at ændre forholdene, så familierne kan gøre, hvad de vil, med tjenestepigerne.«
§ Hvordan fungerer ordningen med tjenestepiger i Mellemøsten?
»Det er et uformelt system, som bliver kaldt kafala. Det fungerer på den måde, at eksempelvis en libanesisk familie bestiller en tjenestepige fra udlandet, som den betaler for at få til landet i en periode. Tjenestepigernes ophold er bundet til arbejdsgiveren – altså familien – så tjenestepigerne kan ikke bare skifte job, hvis de bliver behandlet dårligt eller af andre årsager ikke kan lide at være hos den familie, som de er havnet hos. Det er også helt normalt, at familierne tager tjenestepigernes pas, fordi de har ansvaret for deres ophold i landet, så de kan ikke bare rejse hjem. Hvis en tjenestepige flygter fra en familie uden sit pas, vil myndigheder anse hende for at være illegalt i landet, og det er en meget kompliceret situation at stå i.«
§ Hvorfor er det lige tjenestepigerne, der har fanget din interesse?
»Jeg har lavet dokumentaren sammen med min kollega Søren Klovborg, og det var faktisk hans idé. Jeg syntes, at det var en rigtig god idé, for da jeg selv boede i Beirut, talte jeg ofte med folk om ordningen med tjenestepiger. Min egen nabo havde to tjenestepiger, som aldrig nogensinde forlod huset, og jeg hørte nogle gange råb og skrig fra naboens hus. Det fik mig selvfølgelig til at tænke over, hvad det var for nogle forhold, de levede under. Derfor synes jeg, at det var en glimrende idé at kigge ind bag familiernes fire vægge.«
§ Er der en historie, som har gjort særligt indtryk på dig under arbejdet med dokumentaren?
»Der er mange historier, der har gjort indtryk. Jeg fik under min research adgang til 50 kladdehæfter, hvor en række filippinske kvinder havde skrevet deres historie på opfordring af en præst. Det var hårrejsende læsning om frihedsberøvelse, sexchikane og vold. Der er ingen respekt for, at de her kvinder også er mennesker, og som en af kilderne i vores dokumentarfilm også siger, så handler det om racisme. De bliver simpelthen ikke regnet for noget som helst.«
§ I dokumentaren hører man også om en række sager, som har fået en vis eksponering i offentligheden – for eksempel desperate flugtforsøg, der er fanget på kamera, og sagen med nogle tjenestepiger i Saudi-Arabien, som oplevede, at deres arbejdsgiver bankede dem. Har den slags sager ikke en effekt?
»Ikke rigtigt – mest af alt giver de sager lige et lille glimt ind i den her verden, som er svær at få belyst, fordi det er noget, der sker i folks private hjem. Nogle gange rejser det en debat.«
§ Er der slet ikke nogen vilje til at forbedre tjenestepigernes forhold?
»I Libanon har der været en debat, og der er blevet rejst forskellige spørgsmål, men som Human Rights Watch påpeger, er systemet simpelthen for godt for familierne. Der er ikke andre end menneskerettighedsorganisationer, som reelt lægger pres på systemet for at få det ændret. Human Rights Watch fortæller, at når de går i dialog med embedsmænd, oplever de, at embedsmændene, i stedet for at forholde sig til mulighederne for en overordnet politik, personificerer dialogen og for eksempel siger: »Jamen, vores egen tjenestepige har det godt – og hun må gerne gå ud«.«
Hvad: »Mellemøstens Skjulte Slaver« af Søren Klovborg og Puk Damsgaard.
Hvornår: Dokumentarfilmen bliver vist på DR1 16. maj kl. 21.45, på DR2 17. maj kl. 23.00 og ved en særvisning på Nationalmuseet 19. maj kl. 19.30 i forbindelse med den internationale konference Women Deliver.
