Op mod 3.000 vestlige frivillige har tilsluttet sig Islamisk Stat. Men tre hollandske rockere går nu til den anden side. De er taget til Irak for at slå islamister ihjel. »Lovligt,« siger Holland.

Det er en tilbagevendende kommentar, når rockerne er i vælten: »Hvorfor foretager de sig ikke et eller andet med deres liv i stedet for?«

Nu har tre hollandske rockere besvaret spørgsmålet. De er rejst til Mosul i Irak og har sluttet sig til de kurdiske styrker og kæmper mod Islamisk Stat.

De tre er alle medlemmer af No Surrender, som er en af de fire store rockerklubber i Holland; i weekenden tweetede en af dem et billede af sig selv fra slagmarken - iklædt armlange tatoveringer, solbriller, baseballkasket, AK-47 og en lokal krigskammerat. En kurdisk gruppe lagde også en video ud på internettet.

»Ron fra Holland« har sammen med to kammerater sluttet sig til vores kamp,« hed det, og Ron blev interviewet. »Kurderne har længe været et undertrykt folk,« sagde han.

Det vakte behørig opsigt i Holland, og chefen for No Surrender, Klaas Otto, bekræftede video og tweet. Otto sagde til radiostationen Omroep Brabant, at tre af hans medlemmer var taget afsted for at kæmpe mod islamisterne. De er alle tre tidligere soldater, sagde han.

»De er veltrænede med masser af erfaring. Også fra udenlandske missioner. De er ekstremt veldisciplinerede, og de drikker ikke alkohol, ikke engang på klubaftener,« sagde han.

Otto sagde, at han ikke kendte meget til, hvad de foretog sig dernede. De er typisk to uger i Irak, en uge hjemme i Holland og så afsted igen, siger han, og »de taler ikke om krigen.«

»Ikke engang på klubaftenerne, « spurgte intervieweren.

»På klubaftenerne taler vi klub,« svarede Otto.

Klaas Otto vil ikke siger noget om, hvad der fik de tre til at tilslutte sig kampen mod Islamisk Stat, men de er ikke de eneste hollændere i krigen. 120 hollandske muslimer er gået til den anden side, til IS.

En talsmand for den hollandske anklagemyndighed oplyste i går til nyhedsbureauet AFP, at det ikke var strafbart at kæmpe med kurderne. Så længe de ikke kæmper mod hollandske styrker, er det ikke strafbart - kun hvis de foretager sig krigsforbrydelser, og »det kan være svært at bevise på så lang afstand,« sagde han.

Anderledes forholder det sig, hvis man tilslutter sig Islamisk Stat. Holland er en del af alliancen mod Islamisk Stat, og hvis man kæmper med IS, kæmper man reelt mod Holland.

Så de tre rockeres krigsdeltagelse er lovlig, og ideen er hermed givet videre til fri afbenyttelse, hvis danske Bandidos og Hells Angeles skulle få lyst til at gøre noget andet end det, de gør.