På et døgn har Dansk Røde Kors indsamlet en million kroner til hjælp efter jordskælvet i Nepal. Der venter en langvarig indsats i landet, siger generalsekretæren.

Der er danske støttekroner på vej til at hjælpe ofrene efter det ødelæggende jordskælv i Nepal.

Ikke alene har Udenrigsministeriet åbnet for nødhjælpspuljerne. Også menige danskere har fundet dankortet frem og doneret penge til nødhjælpsorganisationernes arbejde i landet.

Hos Dansk Røde Kors har man søndag eftermiddag indsamlet en million kroner, og det er helt overvældende, siger generalsekretær Anders Ladekarl.

»Det er gået over al forventning indtil videre. Det er den største opbakning, vi har set siden tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004,« siger han.

Ifølge generalsekretæren er det de voldsomme billeder og TV-optagelser af sammenstyrtede huse og frysende hjemløse, der får danskerne til lommerne.

»Der kommer typisk meget dramatiske billeder efter et jordskælv. Det reagerer folk på. Dertil kommer, at mange danskere har en personlig relation til Nepal, efter de har været på ferie i landet,« siger Anders Ladekarl.

Han understreger, at der er brug for hver en støttekrone. I området omkring jordskælvets epicenter er 80 procent af bygningerne styrtet sammen, så der er hundredtusindvis af hjemløse, der mangler mad, lægehjælp og husly.

»Det er en indsats, der vil tage lang tid, fordi der er så mange uden bolig. Og i forvejen er Nepal et meget fattigt land, så der står ikke en regering klar til at genopføre husene,« påpeger Røde Kors-chefen.

Verdens Røde Kors-organisationer arbejder sammen om nødhjælpen i Nepal. 10.000 lokale frivillige er allerede i gang med at hjælpe ofrene, mens der er mobile felthospitaler og andet livsvigtigt udstyr på vej til landet.

Ifølge de seneste meldinger fra Nepal har 2.500 mennesker mistet livet under og efter jordskælvet. Det ventes, at dødstallet vil stige yderligere, når redningsmandskab når frem til de hårdest ramte dele af landet.