Rusland erkender at have rykket tropper tæt på den ukrainske grænse.

RUSLAND: Rusland erkender nu at have oprustet militært nær den ukrainske grænse som følge af situationen i Ukraine. Tidligere har Moskva ellers hårdnakket påstået, at de mange tusinde soldater var en del af en rutinemæssig øvelse, der tilfældigvis ligger ved grænsen til det uroplagede østlige Ukraine.

»Nogle af disse styrker er der permanent, andre er indsat som følge af, hvad der sker i Ukraine,« sagde præsidents Vladimir Putins talsmand, Dmitry Peskov, til russisk tv ifølge Reuters.

»Tilgiv mig, men Ukraine er et land, hvor der lige har været et militært kup. Et hvert land vil selvfølgelig tage specifikke forholdsregler for at sikre sit eget lands sikkerhed,« sagde han og understregede, at Rusland var et suverænt land, der har ret til at placere sine styrker, hvor de vil.

Talsmanden benægtede fortsat, at Rusland har noget at gøre med oprøret i det østlige Ukraine.

Vladimir Putin fremhævede torsdag i en russisk tv-fremtræden, at han har parlamentarisk godkendelse til at benytte væbnet magt for at beskytte russere uden for Ruslands grænse, men han sagde også, at han håbede, at det ikke bliver nødvendigt. I samme tv-program indrømmede Putin for første gang, at der var russiske tropper på Krim inden annekteringen af halvøen. Det blev tidligere under krisen afvist på det skarpeste i Moskva.

Ifølge Storbritanniens FN-ambassadør viser satellitbilleder, at der er mellem 35.000 og 40.000 russiske tropper i nærheden af grænsen til Ukraine, som er udstyret med kampfly, kampvogne, artilleri og logistiske støtteenheder.

Torsdag aften nåede repræsentanter for Rusland, Ukraine, USA og EU frem til en aftale, der skal nedtrappe spændingerne i Ukraine.