Først sagde en oprørsgruppe, at de havde likvideret begge piloter fra nedskudt russisk kampfly, så sagde tyrkerne, at begge var i live, nu siger Rusland, at den ene er død.

SYRIEN: Det russiske militær bekræfter tirsdag aften, at en pilot på et russisk kampfly er omkommet, efter at flyet tidligere tirsdag blev skudt ned af Tyrkiet.

Det skriver BBC. Desuden er en russisk soldat blevet dræbt under en eftersøgning af piloten på det nedskudte fly.

Oplysningerne kommer fra en talsmand for det russiske militær, skriver BBC.

»Under eftersøgningsaktionen blev en af helikopterne ødelagt af artilleri og måtte lande. En soldat blev dræbt i den forbindelse,« hedder det i udtalelsen fra talsmanden, general Sergej Rudskoj.

Det russiske militær har ikke oplyst, hvad der er hændt den anden pilot.

Nedskydningen af det russiske kampfly har udløst en diplomatisk krise mellem Rusland og Tyrkiet. NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, har tirsdag aften udtrykt opbakning til Tyrkiets handling.

Tidligere har en talsmand fra regeringen i Tyrkiet været ude at sige, at begge piloter fra det russiske kampfly var i live, men at de var taget til fange af en oprørsgruppe i Syrien.

Oprørsgruppen Syrian Turken Brigade meldte tidligere tirsdag ud, at krigere fra oprørsgruppen likviderede de to piloter, mens de hang i luften i deres faldskærme.

BNB