Modreaktionen er allerede på vej fra russisk side.

»Vi har også forberedt et svar,« som det lyder fra Valentina Matvijenko, der er en del af præsident Vladimir Putins snævre inderkreds.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at hun reagerer på nye vestlige diskussioner om, at man bør konfiskere russiske aktiver og bruge de store beløb til eksempelvis genopbygningen af Ukraine.

I USA har man således i Kongressen netop vedtaget en lovgivning, der netop gør det muligt at konfiskere russiske aktiver.

Langt størstedelen af de russiske formuer placeret uden for landets grænser befinder sig dog i Europa, hvor meget er blevet indefrosset efter invasionen af Ukraine.

Men som Valentina Matvijenko, der er forkvinde for det russiske føderationsråd, siger:

»Vi har et udkast til en lov klar, som vi er klar til at behandle øjeblikkeligt, hvis der skal tages gengældelsesforanstaltninger,« lyder det fra hende:

»Og europæerne vil miste mere end os.«

Valentina Matvijenko kommer dog ikke nærmere ind på, hvad den russiske modreaktion i så fald vil blive.