Som reaktion på Ukraines »militærmaskine« har Rusland indledt militærøvelser nær grænsen til nabolandet. Ukraine er på glatis, vurderer senioranalytiker.

UKRAINE: Krisen mellem Rusland og Ukraine kan være tæt på at eskalere.

Torsdag oplyste den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, at man har indledt militærøvelser nær grænsen til Ukraine som direkte svar på Kiev-regeringens »antiterrorkampagne« mod prorussiske separatister i Østukraine.

»Hvis denne militærmaskine ikke bliver stoppet, vil det resultere i et større antal dræbte og sårede,« sagde Sjojgu ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.

Samme dag fortalte en kilde i den ukrainske sikkerhedstjeneste til The Wall Street Journals korrespondent på stedet, at Ukraine har valgt at indstille sin operation midlertidigt på grund af den »øgede risiko« for et russisk angreb på nabolandet.

Forinden meddelte det ukrainske indenrigsministerium, at regeringsstyrker havde dræbt »op til fem« prorussiske separatister ved den belejrede by Slavjansk i det østlige Ukraine. Ifølge læger på et hospital er der tale om én dræbt og én såret.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde umiddelbart efter stormløbet i Slavjansk, at det er en seriøs forbrydelse at bruge militærmagt i Østukraine, og at det får »konsekvenser«.

I Kiev tager den fungerende præsident, Oleksander Turtjinov, skarp afstand fra det russiske pres.

»Vi kræver, at Rusland holder op med at blande sig i Ukraines interne anliggender og indstiller de permanente trusler og afpresning,« sagde Turtjinov og understregede:

»Rusland skal omgående trække soldaterne ved den østlige grænse til vores land tilbage.«

Selvom det umiddelbart er lykkedes for det ukrainske militær at skubbe de prorussiske separatister i defensiven et par steder i Østukraine, er det svært at se, hvad den midlertidige regering i Kiev får ud af de militære aktioner, bortset fra et mere anstrengt forhold til Rusland. Det vurderer Ukraine-ekspert og senioranalytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Peter Munk Jensen.

»Ethvert forsøg på at lave en militær afgørelse på denne konflikt kan Kiev kun tabe. Rusland er så meget stærkere mandskabsmæssigt, udstyrsmæssigt og på mange andre områder. Det er udsigtsløst for Ukraine at begynde at bevæge sig ud af denne vej,« siger senioranalytikeren og påpeger, at regeringen i Kiev også er presset for at handle militært.

»Det kan være, at man er så presset af den her højresektor i baglandet, som har sagt, at den ville tage skeen i egen hånd og tage til øst og rydde op, hvis regeringen ikke gjorde noget. Men jeg anser det for fuldstændig udsigtsløst,« tilføjer Peter Munk Jensen.

Rusland har tusindvis af tropper nær grænsen til det østlige Ukraine, og militærøvelserne skal vise regeringen i Kiev, at Putin har mulighederne og eventuelt også viljen til at komme ind over grænsen, vurderer Ukraine-eksperten.

Andre reaktioner fra Rusland kan være en ny bølge af besættelser af rådhuse og politistationer og muligvis også militærbaser i Østukraine.

»Jeg kunne forestille mig, at der også blev indsat flere Spetsnaz-styrker, altså hvad der svarer til det danske frømandskorps. Man har set, at det er dem, der har organiseret og koordineret angrebne,« siger Peter Munk Jensen.