Det russiske udenrigsministerium beskylder amerikansk talskvinde for at aflevere udokumenterede påstande om, at Rusland yder artilleristøtte til prorussiske oprørere og beskyder ukrainske stillinger.

RUSLAND: Rusland og USA er ifølge Reuters i ordkrig om beskydninger over grænsen til det østlige Ukraine.

Talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, Marie Harf, sagde torsdag på et pressemøde, at USA er i besiddelse af beviser på, at Rusland yder artilleristøtte til ukrainske oprørere ved at beskyde den ukrainske hærs positioner hen over grænsen.

»Vi har beviser på, at Rusland affyrer artilleri fra Rusland for at angribe ukrainske militærstillinger,« lød det fra talskvinden, der også erklærede, at USA har beviser på, at Rusland har i sinde at levere mere slagkraftigt raketudstyr til de prorussiske oprørere. Marie Harf ville dog ikke gå i detaljer med hvilken slags beviser, som USA ligger inde med.

Fredag reagerede det russiske udenrigsministerium vredt på anklagerne og langede ud efter den amerikanske talskvinde:

»Vi benægter de ubegrundede offentlige insinuationer, som State Departments talskvinde Marie Harf gentager dag efter dag,« lyder det i en erklæring fra Ruslands udenrigsministerium.

»På pressemøder i de foregående dage har hun fremført anti-russiske klicheer, som Washington stædigt forsøger at pådutte den internationale opinion,« hedder det også i erklæringen.

Det russiske vredesudbrud kom også efter, at adskillige salver af mortergranater affyret af den ukrainske hær fredag landede på russisk territorium.

Ifølge Reuters røg mere end 40 granater over grænsen og slog ned i Rostov-provinsen nær grænsen til det østlige Ukraine, hvor der er hårde kampe mellem prorussiske separatister og ukrainske styrker.

Samtidig anklager den ukrainske hær ifølge nyhedskanalen Al Jazeeras korrespondent i Moskva russiske styrker for at have beskudt ukrainske militærstillinger natten til fredag.

Ukrainerne hævder, at russisk artilleri i to tilfælde ydede støtte til prorussiske oprørere, hvilket ligger i forlængelse af, hvad talskvinden fra det amerikanske udenrigsministerium har fremført.

Tidligere har Ukraine også beskyldt Rusland for at have skudt de to ukrainske jagerfly ned, der styrtede ned i samme område som det malaysiske passagerfly i sidste uge.

Rusland benægter kategorisk, at det forsyner de prorussiske oprørere i Ukraine med våben eller sender soldater over grænsen.