Demonstranter i og uden for Rusland går søndag på gaden for at mindes den russiske oppositionspolitiker Boris Nemtsov, der fredag blev skudt og dræbt i Moskva.

Den planlagte demonstration i Rusland hovedstad, Moskva, søndag, hvor den russiske Boris Nemtsov skulle deltage som en af lederne, bliver nu muligvis en demonstration til at mindes den nu dræbte oppositionspolitiker.

Folkene bag søndagens planlagte vesna-demonstration - vesna betyder forår på russisk - overvejer lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters at ændre temaet for demonstrationen til at mindes Nemtsov.

Men der er også bekymringer for, at en mindedemonstration for Boris Nemtsov kan ende med voldelige sammenstød mellem demonstranter og myndighederne.

Også i Skt. Petersborg i det vestlige Rusland er der ifølge flere brugere på Twitter opfordret til demonstrationer for at mindes Nemtsov, som var kendt for kraftig kritik af præsident Vladimir Putin. I Finlands hovedstad, Helsinki, er der også indkaldt til demonstration lørdag aften.

55-årige Boris Nemtsov blev dræbt, da han fredag aften blev ramt af adskillige skud i det centrale Moskva nær Kreml.

I midten af 90erne var Nemtsov vicepremierminister under tidligere præsident Boris Jeltsin. Han har de senere år deltaget i flere demonstrationer mod Vladimir Putin. Putin har siden fredag fordømt drabet på Nemtsov og lovet en grundig efterforskning af sagen.