Russiske mænd, der slår deres børn eller ægtefælle, er ikke nødvendigvis kriminelle, mener russiske politikere

En smule vold inden for hjemmets fire vægge er ikke noget, andre skal blande sig i. Fysisk afstraffelse af ægtefæller og børn kan tværtimod skabe ' stærke familier'.

Sådan lyder argumentet fra russiske politikere, der med et nyt lovforslag vil stryge paragraffen om vold mod familiemedlemmer fra landets straffelov.

De høstede i går en stor sejr, da loven sejlede uændret gennem en andenbehandling i det russiske parlament, Dumaen, med 385 stemmer for og én imod.

Initiativet har ellers fået jurister og krisecentre til at slå alarm. De advarer om, at voldsramte kvinder og børn vil stå endnu mere forsvars løse end i dag, hvis forslaget vedtages.

Men russiske kirkeledere, Vladimir Putins talsmand og toppen i præsidentens regerende parti, Forenet Rusland, støtter tiltaget. De ser det som en styrkelse af det, tilhængerne kalder ' traditionelle familieværdier', herunder forældres ret til at slå deres børn.

»Det er vigtigt for os, at der ikke er indblanding i familien. Det er vigtigt, at det forstås i samfundet, at staten skaber vilkår for stærke familier,« forklarede formanden for Dumaen, Vjatjaslav Volodin, til Interfax.

Indtil nu har vold i familien kunnet give op til to års fængsel, men lovforslaget fjerner helt den bestemmelse fra straffeloven. I stedet skal vold i familien - så længe den ikke giver varige mén - anses for en ' administrativ forseelse', der straffes med bøde eller hæfte. Kun ved gentagen, grov vold kan alvorligere straffe komme på tale under de almindelige voldsparagraffer.

Dystert signal

Det sender et dystert signal i et land, hvor hustruvold og vold mod børn i forvejen sjældent anmeldes og endnu sjældnere straffes, lyder det fra fagfolk og krisecentre. Ifølge officielle tal blev 36.000 russiske kvinder og 22.000 børn i 2015 udsat for vold i hjemmet.

»Loven signalerer, at du kan tæve, som du vil, bare det ikke kan ses ugen efter. Du kan begå overgreb, som du vil, og i værste fald får du en bøde,« siger Aljona Popova, grundlægger af bevægelsen Stop Volden, til radiostationen Ekho Moskvy.

Selv under de eksisterende love afvises mange sager om vold i familien af myndighederne, siger Maria Mokhova, leder af krisecenteret Søstrene i Moskva. Med lovforslaget forværres ofrenes retsstilling drastisk, siger hun.

»Loven frikender tyrannen i hjemmet,« siger Maria Mokhova til nyhedsbureauet Reuters.

Et spørgsmål om autoritet

De russiske politikere ser modsat loven som en tiltrængt begrænsning af indblanding i opdragelse og hjemlige forhold.

Ifølge dem udfylder forslaget samtidig et hul, som en anden lov efterlod sidste sommer, da visse former for vold blev sløjfet fra straffe loven, men vold i familien undtaget fra den bestemmelse. Det var en fejl, mener et flertal i Dumaen nu.

»I russiske traditionelle familier bygger forholdet mellem voksne og børn på autoritet og magt,« sagde en af lovforslagets støtter, Jelena Misulina, under førstebehandlingen.

Hun kaldte det latterligt, at en lussing »kan gøre en person til en forbryder«.

Misulina var en af bannerførerne i den russiske regerings værdipolitiske offensiv i kølvandet på store oppositionsdemonstrationer efter valget i 2011. I 2013 forbød Rusland såkaldt ' propaganda' for homoseksualitet.

Siden har konservative parlamentarikere i præsidentens parti krævet et forbud mod abort, og forleden blokerede bystyret i Moskva afholdelsen af den internationale kvindemarch.

Det seneste lovforslag skal fortsat tredje behandles og underskrives af den russiske præsident. Men Vladimir Putins talsmand signalerede onsdag sin opbakning til loven.

Gentagen, alvorlig vold skal straffes, sagde talsmanden, men ' opfordringer til at drage folk til ansvar for forskellige udtryk for familieforhold er næppe formålstjenligt,' sagde Dmitrij Peskov.

Lovforslaget udløste onsdag protester i Moskva. Russisk lov forbyder alle ikke-godkendte demonstrationer på mere end én person, så gaderne foran det russiske parlament var i stedet præget af en lang linje af enmands demonstrationer.

' Traditionelle forbrydelser', stod der på en af plakaterne med et billede af et sønderslået kvindeansigt.