For anden gang på et år er teenageidolet Justin Bieber blevet anholdt.

I fredags blev popsangeren anholdt, da han kørte ind i en paparazzi-fotografs bil, mens han selv befandt sig på sin ATV.



Episoden foregik i Perth County, Canada, nær hans fars hjem. I følge tmz.com var der også et fysisk sammenstød mellem Justin Bieber og fotografen, efter at den canadiske popsanger havde kørt ind i fotografens bil.

Han kan nu se frem til anklager om farlig kørsel og fysisk overgreb.

Politiet har løsladt Justin Bieber igen, men han skal møde op i retten senere på måneden. Det kan dog få store konsekvenser for ham.



For Justin Bieber er prøveløsladt de næste to år på grund af en episode i januar. Her blev Justin Bieber beskyldt af en nabo i Los Angeles for at have smidt æg på hans hjem. Det skulle angiveligt have ødelagt ting for flere tusinde dollars.

Derfor kan teenageidolet se frem til en hårdere straf, end hvis han ikke havde været på tværs af loven.

Udover episoden med æggekast har Justin Bieber også stiftet bekendtskab med politiet mange gange. Her kan nævnes kørsel i påvirket tilstand, beslaglægning af marihuana i hans tourbus og slagsmål på en restaurant på Ibiza.