Manden bag rattet på den lastbil, der sent torsdag aften bragede ind i en stor menneskemængde i den franske by Nice, blev under angrebet skudt og dræbt af fransk politi. Det melder flere franske og internationale medier.

Føreren af lastbilen blev dræbt, efter han på en strækning på næsten to kilometer med knap 70 kilometer i timen havde pløjet en hvid lastbil gennem en stor menneskemængde på den berømte Promenade des Anglais, hvor tusindvis af mennesker var samlet for at fejre Bastilledagen, Frankrigs nationaldag.

I skrivende stund er der meldinger om mindst 84 dræbte, men endnu flere skulle være sårede.

Inden han blev skudt af politiet, affyrede gerningsmanden angiveligt adskillige skud mod politiet. Det fortæller Christian Estrosi, der er borgmester i Nice, ifølge BBC til nyhedsbureauet AFP.

Ifølge Daily Mail skulle føreren angiveligt have råbt 'Allahu Akbar' (Gud er stor, red.), inden han blev dræbt. På nettet hylder pro-ISIS grupperinger angrebet, der ramte på Frankrigs vigtigste nationale helligdag.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Her ses et kort over gerningsmandens rute, da han nådesløst torpederede en menneskemængde langs den berømte Promenade des Anglais, der ligger ud til middelhavet.
Her ses et kort over gerningsmandens rute, da han nådesløst torpederede en menneskemængde langs den berømte Promenade des Anglais, der ligger ud til middelhavet. Foto: Grafik: Miriam Hindsgaul
Vis mere

I et forsøg på at afværge katastrofen skød politiet adskillige gange mod føreren i den hvide lastbil.

Øjenvidner beretter ifølge Daily Mail, at gerningsmanden angiveligt skulle være steget ud af lastbilen og affyret adskillige skud mod politiet, inden han blev skudt og dræbt.

En kilde tæt på efterforskningen beretter, at der er fundet en »uduelig granat« og skydevåben i den lastbil, der blev brugt til at torpedere menneskemængden. Der skulle dog være tale om attrapper.

I førerhuset har politiet også fundet id-papirer tilhørende en 31-årig mand fra Nice med tunesiske rødder. Det er dog ikke blevet bekræftet fra officielt hold, at det var ham, der sad bag rattet. Det vides heller ikke, om gerningsmanden har handlet alene.

Flere franske og internationale medier beretter, at manden var kendt af politiet i forvejen for vold og brug af våben, men ikke terror.

Den franske antiterrorenhed har overtaget efterforskningen af angrebet. Ingen grupper eller enkeltpersoner har endnu taget skylden for angrebet.

Angrebet er det andet store på fransk jord på ni måneder. 13. november sidste år blev Frankrig også ramt af et angreb, der var iscenesat af den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat.