Med hidtil uset koldblodighed er 32 småbørn blevet myrdet i byen Houla i Syrien. Her er, hvad vi ved om massakren, som kostede næsten 100 mennesker livet.

Houla. Husk navnet. Det vil formentlig få en plads i historiebøgerne på samme mørke side som blodbadet i Srebrenica og folkedrabet i Rwanda. 32 børn under ti år blev brutalt nedslagtet i den syriske by Houla, der ligger omtrent 25 kilometer nordvest for byen Homs. Ifølge oprørsgrupper og FN-meldinger startede angrebet med intense bombardementer af blandt andet boligkvarterer i byen, som jævnligt har været skueplads for demonstrationer mod den syriske præsident Bashar al-Assad. Kampvogne, artilleri, RPG-granater og tunge maskingeværer tordnede løs på Houla, og da kanonerne endelig tav, rykkede civilklædte soldater fra den Assad-loyale militsgruppe »Shabiha« ifølge oprørerne ind i Houla og dræbte folk på åben gade. Hele angrebet varede 18 timer. Kvinder og børn, der havde søgt tilflugt i huse, blev stukket ned eller fik halsen skåret over. Blodet flød. Hele familier blev dræbt, meddeler den syriske eksil-opposition, SNC. Dertil kommer de modbydelige amatøroptagelser, som er lagt ud på nettet. De viser, at mange andre ofre blev henrettet med skud i hovedet - heraf flere børn. De små kroppe ligger dækket til med blodplettede lagener, mens efterladte skriger af fortvivlelse uden for de huse, hvor mordene blev begået. Andre videoer viser en bunke børnelig med maltrakterede ansigter med skudhuller og forstenede blikke, der stirrer direkte op i luften. Lederen af FNs 300 fredsobservatører i Syrien, general Robert Mood, har sagt, at bombardementet af Houla blev udført med en ildkraft, som ikke findes hos oprørshæren. Med andre ord var det altså højst sandsynligt Assads militær eller militser, der stod bag, og selv ikke de syriske stats-medier forsøger at skjule massakren, selvom de dog hævder, at den blev udført af »bevæbnede terrorgrupper«. Den syriske regering i Damaskus afviser søndag at regeringstropper stod bag. - Kvinder, børn og ældre mennesker blev skudt og dræbt. Det er ikke kendetegnende for Syrien heroiske hær, siger Jihad Maksei, talsmand for Syriens udenrigsministerium. FN har bekræftet, at mindst 92 mennesker blev myrdet i Houla, og dermed er massakren den værste og mest blodige i den nu 15 måneder lange konflikt i Syrien. I kølvandet på drabene har oprørshæren, Den Frie Syriske Hær, meddelt, at den er parat til at skrotte den fredsplan, som FNs fredsudsending, Kofi Annan, havde forhandlet på plads. Oprørerne vil ikke længere opretholde den våbenhvile, som var en del af fredplanen. - Vi meddeler, at medmindre FNs Sikkerhedsråd tager hurtige skridt til at beskytte civile, så går Annans plan ad Helvede til, hed det i en udtalelse fra oprørshæren. Kofi Annans fredsaftale trådte officielt i kraft 12. april, men på intet tidspunkt er volden i Syrien standset. Både Kofi Annan selv og FN-generalsekretær Ban Ki-Moon fordømmer Houla-massakren som et »rystende og brutalt« brud på international lov, som nu skal diskuteres i FNs sikkerhedsråd. Samme retorik høres fra EU, Den Arabiske Liga, samt Frankrig, Tyskland og USAs regeringer. Oppositionsgrupper opgiver nu antallet af dræbte i Syriens konflikt til mindst 11.000, mens FN stadig opererer med 9.000 døde.