Den tidligere Republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin er altid god for en kontroversiel udtalelse.

Således også lørdag aften, da hun foran en stuvende fuld sal holdt tale for den amerikanske våbenlobby National Rifle Associations årlige konvent i Indianapolis. 

- Hvis jeg bestemte, ville vi sætte frygten for Gud i vores fjender. Så ville de vide, at waterboarding er sådan, vi døber terrorister, sagde Palin - og fik et bragende bifald. 

Waterboarding er en berygtet torturform, hvor der bliver tvunget vand ned i lungerne på det fastbundne offer. Mens det står på tvinges offeret til at holde munden åben, og ansigtet dækkes med et stykke klæde, så vandet ikke kan spyttes ud. Dermed får man fornemmelsen af at drukne.

USA brugte metoden i blandt andet Abu Ghraib-fængslet i Irak og på Guantanamo-basen i Cuba under den tidligere præsident George W. Bush' 'Krig mod terror' - til voldsomme protester fra omverdenen. 

Men det rører tilsyneladende ikke den stærkt konservative Sarah Palin. Eller de mange dybt konservative tilhørere i salen, som igen og igen brød ud i jubelbrøl, da hun gik til angreb på Obama-regeringens 'blødsødenhed' og 'politiske korrekthed'.

Alt til venstre for våbenlobbyen kaldte hun slet og ret 'intolerante, venstreforskruede antifrihedsliberalister'. En af dem der måtte lægge ryg til Palins angreb var vicepræsident Joe Biden, som har opfordret de våbenbærende amerikanske kvinder til at affyre et varselsskud, hvis de føler sig truet. 

- Kvinder, I ved, hvor dyrt ammunition er i vore dage. Lad være med at ødsle penge på varselsskud.

Ifølge Washington Times var der flere potentielle præsidentkandidater for Republikanerne til stede i salen.

National Rifle Association har mere end fem millioner medlemmer og er en af USA's mest magtfulde lobbyorganisationer.