En voldsom snestorm ramte mandag den nordøstlige del af USA og skabte ravage for mere end 60 millioner mennesker, skriver Reuters.

Stormen har tvunget storbyen New York til at lukke ned i en grad, der ikke er set siden superstormen Sandy hærgede regionen i 2012.

Den potentielt historiske storm kan komme til at ramme 20 procent af den amerikanske befolkning og har indtil videre fået seks delstater til at erklære undtagelsestilstand. Hundredvis af flyafgange er blevet aflyst, skoler er lukket og flere offentlige transportsystemer herunder undergrundsbanen i New York er lukket.

snestorm

Den nationale vejrtjeneste advarer om, at den »livstruende snestorm« kan medføre snemængder på op til 90 centimeter i regionen. Der er udstedt advarsler mod oversvømmelser i kystregionerne, og i det centrale New York ventes vandstanden at stige til op mod 90 centimeter over det normale.

New York, Connecticut og Massachusetts har forbudt private bilkørsel, og flere store broer og tunneler er blevet lukket.

Indbyggerne i New York trues med bøder på 300 dollar, hvis de trodser kørselsforbuddet.

»Hvis du er i din bil, og du er på en hvilken som helst vej, så begår du teknisk set en kriminel handling,« siger New Yorks guvernør Andrew Cuomo.

»Det kan være et spørgsmål om liv og død, så forsigtighed er påkrævet,« tilføjer han.