Det er ifølge vestlige diplomater håbet, at hverken Rusland eller Kina vil stille sig i vejen for den resolution, der skal sikre nødhjælp til dele af landet.

SYRIEN: FNs Sikkerhedsråd skal mandag stemme om en resolution, der skal sikre nødhjælp til flere områder af det borgerkrigshærgede Syrien.

Resolutionen skal sikre, at nødhjælpen kan blive bragt ind til områder af landet, der er i oprørernes hænder - uden et samtykke fra den syriske regering.

Det oplyser vestlige diplomatiske kilder til nyhedsbureauet Reuters. Håbet er, at hverken Rusland eller Kina vil stille sig i vejen for beslutningen.

Australiens FN-ambassadør, Gary Quinlan, der har forfattet udkastet til resolutionen sammen med Luxembourg og Jordan, har oplyst, at en endelig version af teksten er sendt rundt blandt de 15 medlemslande af sikkerhedsrådet, og mandag skal der stemmes om indholdet.

Ifølge FN har mere end 10 millioner mennesker i Syrien brug for nødhjælp, og omkring 4,7 millioner af disse befinder sig i områder, som er svært fremkommelige.

BNB/Reuters