Ameneh Bahrami, 34, har fået rettens ord på i Iran, at hun må hælde syre i øjnene på sin gerningsmand, der kastede syre over hende.

For seks år siden fik iranske Ameneh Bahrami hældt syre ud over sit smukke ansigt, fordi hun afviste Majid Movahedis frieri.

Efter 17 mislykkede operationer, som skulle redde hendes syn, og bare en anelse af skønheden, har lægerne givet fortabt.

Men nu får hun - måske - sin hævn.

Syre i mandens øjne
En noget kontroversiel dom er nemlig blevet afsagt i sagen. Den nu 34-årige kvinde må nu - ved lov - gengælde den frygtelige udåd, og skal dryppe syre i sin gerningsmands øjne. Han ville være bedøvet, mens hun udfører straffen.

Vil hun ikke kunne gennemføre det, fordi hun er blind, vil hendes mor overtage gerningen. Dommen skulle have været eksekveret på et hospital i går, men er blevet udsat på ubestemt tid, efter at internationale organisationer har været inde og påtale sharia-loven.

Ikke blodpenge
I første omgang var dommen også, at Movahedi skulle betale hende en erstatning, men hun nægtede at modtage hans »blodpenge«, som hun sagde, og udtalte i retten, at »han skal mærke den samme smerte, som han påførte mig.«

Ameneh Bahrami skrev sågar en bestseller »Øje for et øje«, som fik offentligheden på hendes side. Irans myndigheder har efter dommen blev afsagt, udtalt, at de dermed håber, at det vil nedsætte antallet syreangreb mod kvinder.