Et umotiveret og voldsomt knivoverfald ved højlys dag i den engelske by Enfield har nu udløst seks og et halvt års fængsel til 20-årige Lewis Livingstone.

Det oplyser Metropolitan Police i en pressemeddelelse torsdag. Overfaldet skete 1. juli sidste år, da det 28-årige offer og madbud kom cyklende på Fore Street i Enfield. 

I videoen, som kan ses øverst i artiklen, ser man, hvordan Livingstone stod ved et busstoppested og pludselig sprang ud mod offeret, sparkede ham og tvang ham af cyklen. 

De efterfølgende sekunder viser, at han jagede offeret væk fra cyklen med en stor kniv. Men da det 28-årige offer forsøgte at forhindre Livingstone i at stjæle cyklen, blev han knivstukket i maven foran flere forfærdede tilskuere. 

Lewis Livingstone har fået en dom på seks og et halvt års fængsel, efter et voldsomt knivoverfald ved højlys dag sidste år. Foto: Metropolitan Police 
Lewis Livingstone har fået en dom på seks og et halvt års fængsel, efter et voldsomt knivoverfald ved højlys dag sidste år. Foto: Metropolitan Police 
Vis mere

Offeret skreg om hjælp og pådrog sig yderligere knivskader på hænderne, da han desperat forsøgte at forsvare sig.

Han fik førstehjælp på stedet, inden han blev kørt til hospitalet, hvor hans skader heldigvis blev vurderet til ikke at være livstruende.

Dog oplyser kriminalbetjent James Hunt, at det ikke har været uden omkostninger for den 28-årige mand.

»Offeret lider fortsat under de fysiske og psykiske konsekvenser af denne hændelse,« udtaler han. 

Det voldsomme overfald har kostet Lewis Livingstone seks og et halvt års fængsel. 

Men fordi, han i forvejen havde en betinget dom for en tidligere lovovertrædelse, skal han nu afsone 18 måneder yderligere, hvilket bringer den samlede dom op på otte års fængsel.