En bil angiveligt fuld af sprængstof blev skudt i stumper og stykker af kurdiske styrker tæt på Mosul i det nordlige Irak, inden føreren kunne sprænge sig selv og andre i luften.

Det viser en video, som Kurdistan News har lagt på Youtube 24. december. I videoen ser man angiveligt en selvmordsbomber fra Islamisk Stat, der drøner af sted mod Kurdistans hær, de såkaldte Peshmerga-styrker.

Ifølge Kurdistan News er der tale om en pickup-truck af mærket Ford, som er lastet med mere end et ton sprængstof. Målet er angiveligt Peshmerga-styrkerne, som beskyder bombebilen.

I videoen kan man høre manden, der filmer episoden, råbe. Han råber angiveligt, at hans venner skal skynde sig at skyde bilen, inden den kommer så tæt på, at den kan sprænges og gøre skade på Peshmerga-styrkerne.

Trods flere forsøg lykkes det først i sidste øjeblik at rå ram på bilen, som eksploderer i et kæmpe brag.

Episoden skal have fundet sted uden for Mosul, der ligger i det nordlige Irak. Byen er det næste mål for den irakiske hær, som mandag indtog Ramadi i det centrale Irak, skriver norske Dagbladet.

Inden generobringen af Ramadi havde byen været kontrolleret af IS, som siden maj havde det sorte flag til at vaje over regeringsbygningerne i byen.

Allerede søndag blev det meldt ud, at irakiske regeringsstyrker havde vundet Ramadi tilbage, men først mandag blev det officielt meldt ud.

Her gik brigadegeneral Yahya Rasool ud og sagde på irakisk tv, at Ramadi var blevet befriet.

Ifølge NTB havde Islamisk Stat for en uges tid siden en styrke på omkring 400 krigere i centrum af Ramadi. Hvor mange der nåede at slippe fra kampene med livet i behold er dog uklart, ifølge NTB.