Lørdag eftermiddag blev en mand med relationer til det svenske bandemiljø skuddræbt blandt shoppende svenskere.

Midt imellem svenskere på lørdagsshopping opstod et dramatisk skuddrama i går eftermiddags kort før kl. 18 i Malmø. Her blev en mand skudt på en parkeringsplads lige uden for indkøbscenteret Mobilia. Det den svenske avis Aftonbladet.

Det syn, der mødte de mange vidner, var en mand i 30’erne, som løb ud fra en nærliggende grillrestaurant med to maskerede mænd i hælene. Mændene med masker affyrede 10-12 skud mod manden, som han senere døde af på hospitalet.

Den afdøde mand var angiveligt iført en skudsikker vest, da gerningsmændene trådte ind på den restaurant, han befandt sig på og løftede våben. Manden har ifølge Aftonbladet haft en dødstrussel hængende over sig gennem flere år, og der skulle angiveligt være sat en pris på hans hoved.

Han skulle have været en af lederne i banden K-fløj, der havde flere sammenstød med rivalerne fra M-fløjen i årene mellem 2007 og 2011. Derudover skulle han være idømt mere end 20 straffe.

I 2009 blev han idømt fire et halvt års fængsel efter at have sprængt en bombe uden for politiadvokat Barbro Jönssons hus i den svenske by Trollhätten. På dette tidspunkt skulle han have haft en stærk tilknytning til et bandenetværk bestående af nuværende og tidligere fanger.

Ifølge Aftonbladet har han levet under skjult identitet, siden han kom ud efter sin sidste fængselsstraf. Så sent som i sommer blev han tiltalt for drabsforsøg, efter han stak en mand med kniv, men han blev frikendt, da retten mente, han havde handlet i nødværge.

Gerningsmænd på fri fod

Lørdag aften brugte det svenske politi på at efterforske gerningsstedet ved parkeringspladsen og på grillrestauranten. Mange vidner er blevet afhørt i sagen, og overvågningskameraerne er blevet gennemgået. Men søndag havde politiet stadig ingen mistænkte eller spor af gerningsmændene.

Det svenske politi eftersøger imidlertid en mørk BMW, som flere vidner skulle have set kørt væk fra gerningsstedet i høj hastighed.