I Indien, hvor temperaturen kan snige sig helt op i nærheden af de 50 grader, er is en kærkommen mulighed for lidt afkøling. I visse af landets områder kan man få en vaffel, der er brandet med den nazistiske diktator, Adolf Hitlers, kontrafej.

Det kom frem i det tyske Bild, der i en noget misbilligende artikel betegner isen som et »makabert publicitystunt« og spørger, hvordan man dog kan sælge isvafler med en af historiens største menneskeslagtere som logo.

Men det er der en forklaring på: I store dele af Asien er nazismen og dens symboler ikke tabubelagte på samme måde som i Europa. De dele af verdenskrigen, som involverede tyske tropper, foregik langt borte fra Asien, hvor konflikten var domineret af kampen mod japanerne under ledelse af kejser Hirohito.

Ganske som nyere indisk historie ikke fylder voldsomt meget i de danske skolebøger, er der heller ikke dedikeret meget tid til emner som Holocaust og nazismens forbrydelser i de ikke altid lige velfungerende asiatiske uddannelsessystemer.

Upolitisk æstetik

Mens nazismens symboler i Vesten associeres med folkedrab og tragedier, har de i dele af Asien ofte en rent ikonisk og æstetisk karakter, som ikke insinuerer nogen opbakning til den nazistiske ideologi eller sympati med Hitlers person. En thailandsk designer af Hitler-T-shirts udtalte i 2012 til Jerusalem Post:

»Det er ikke, fordi jeg kan lide Hitler. Men han ser sjov ud, og T-shirtene er populære blandt de unge.«

Set fra et vestligt synspunkt kan det dog let få et noget absurd præg, når alt fra radiatorer og cafeer til restauranter og tøjbutikker brander sig med hagekors eller den nazistiske diktators ansigt.

Hitler-grillkyllinger

I Thailand har der eksempelvis været en fastfoodkæde, der plagierede den amerikanske Kentucky Fried Chicken, men i stedet for den navnkundige Colonel Sanders valgte at anvende Adolf Hitler som logo. I Korea finder man populære popgrupper, der klæder sig i kostumer, som er så inspirerede af de uniformer, som Hugo Boss designede til SS i 1930erne, at det kun kan betegnes som kopier. I Kina var det en overgang på mode at klæde sig ud som SS-officerer på bryllupsfotos.

Ved flere lejligheder har der været kraftige reaktioner fra jødiske organisationer i Vesten mod forskellige etablissementer med nazistiske temaer. Blandt andet måtte baren Soldatenkaffee i Indonesien lukke på grund af protester; baren var modelleret efter en nazistisk bar i Paris, der blev frekventeret af tyske tropper under besættelsen af Frankrig.

Mens dyrkelsen af nazismens æstetik i Vesten ikke er udbredt uden for nazistiske kredse, er muligheden for et besøg på Cafe Castro i København eller cocktailbaren Fidels i Aarhus stadig en mulighed.